Fredag fra kl. 16.30 byder Brabrand IF Fodbold på gratis familie-aktiviteter på idrætsanlægget ved Engdalsvej op til 2. divisionskampen mod Skive kl. 19. Der er bl.a. hoppeborg, fodtennis, panna-bane, fodtennis, og fodbolddart. Dertil kommer, at det er muligt at handle i merchandise-boden og børnebikasen. Alle børn og voksne i bydelen er velkomne, uanset om man er medlem af Brabrand IF.
Torsdag eftermiddag var Engdalskolen igen omdannet til lokalområdets forsamlingshus, hvor elever, forældre og personale var samlet til forårsevent – og samtidig benyttede lejligheden til at mødes og få en snak om stort og småt. Der var interessante udstillinger af elevernes arbejde i skoletiden og masser af muligheder for at handle i de mange boder – blandt andet til støtte for 8. årgangs tur til Bornholm.
I aften kl. 19.00 spiller Brabrand IF´s fodboldmænd i 2. division forårets næstsidste hjemmekamp. Skive IK kommer på besøg på AURA Park, og gæsterne har mest brug for de tre points i bundkampen, hvor Brabrand IF er stort set sikre på at blive i rækken. “En del andre klubber i divisionsrækkerne har praktiseret kampafviklinger på fredage med gode erfaringer i forhold til fremmøde, stemningen og mange andre af de ingredienser, som vi gerne vil skal være en del af hjemmekampene. Så nu tester vi det af og håber, at I vil deltage,” lyder det fra sportschef Andreas Rasch-Christensen i oplægget til kampen.
I eftermiddag kl. 15.30-17.30 er Folkehuset Brabrand igen vært for en hyggelig fredagsbar med hygge, godt selskab, billige drikkevarer og en sjov quiz. Det er efterhånden blevet en fast tradition, at folkehuset en gang om måneden arrangerer fredagsbar. Alle er velkomne på Voldbækvej 92.
Vi nærmer os Grundlovsdag, hvor lokale aktører endnu en gang er gået sammen om at arrangere årets Grundlovsfest i Brabrand Søpark fredag d. 5. juni kl. 14-16. “Her har et forstærket hold af arrangører sammensat et program med både bevingede og opbyggelige ord, fællessang, korsang og et semi-lokalt band, som spiller en lille koncert med blues/pop,” skriver Brabrand-Årslev Fællesråd. Cykel-piloterne fra Folkehuset Brabrand giver gerne en prøvetur, og du kan få en lille opdatering på seneste nyt om Hovedgadens Kaffehus. Grundlovsfesten har med stor tak modtaget støtte fra Auras Lokalværdipulje.
Bageriet Hartmeier på Hovedgaden i Brabrand er i fuld gang med at opgradere butikken med nye initiativer. I første omgang har Charlotte og Lars Hartmeier investeret i et nyt udendørs møblement, så endnu flere kan sidde udenfor butikken og nyde en kop kaffe og bagerens brød og kager. Desuden kommer der også i butikken inden længe et ændret sidde-areal ved butiksvinduet.
Kultursted Brabrand havde onsdag besøg af formand for Pontoppidan Selskabet, Henrik Egede, som leverede et forrygende foredrag om Henrik Pontoppidans forfatterskab. “Det blev en inspirerende aften med humor, bid og referencer til vores tids udfordringer med parforhold, politiske magtspil og samfundsændrende teknologier,” lyder det fra bestyrelsen for Kultursted Brabrand.
Onsdag d. 3. juni kl. 14.00 inviterer A. Enggaard til indvielse af Aktivitetspladsen i det nye boligområde Abildhøj i den østligste ende af Gellerup. Pladsen er indrettet med bordtennisbord, bordfodbold, skak, petanque og fitnesselementer som indbyder til både leg og træning. Kl. 14.00 præsenteres pladsen af Jens Skinnebach fra A. Enggaard A/S og Anne Dorthe Vestergaard fra VEGA Landskab. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag eftermiddag og aften til stede i det vestlige Aarhus for at føre kontrol med trafikanternes ageren på vejene. Indsatsen resulterede i 35 sager fordelt på 31 forskellige trafikanter, hvor blandt andet parkeringen omkring Ingersvej gav panderynker hos ordensmagten.
Én person var dog ikke tilfreds med, at politiet påtalte dette over for ejerne af de parkerede køretøjer, og da han blev ved med at blande sig i en – for ham uvedkommende – politiforretning blev han sigtet for dette og bortvist fra stedet. Personen, som var en 24-årig mand, fortsatte dog med ikke at følge politiets anvisninger, og da han nægtede at give sine personlige oplysninger til politiet blev han anholdt jf. retsplejeloven.



