I skyggen af corona-virussens hærgen kunne ølbryggerne i Haandbryggerlauget af 1970 forleden fejre 50 års jubilæum. Lauget var den første forening, der blev stiftet i Gellerupparken – lige efter at de første beboere var flyttet ind i Brabrand Boligforenings nybyggede boligblokke.
Haandbryggerlauget af 1970 blev stiftet ”af nogle initiativrige mennesker, som havde fået den geniale ide, at bringe beboerne i det nybyggede Gellerupparken tættere sammen via håndbrygget øl”, fortæller lauget selv på foreningens hjemmeside.
Torsdag d. 19. marts skulle medlemmerne af Haandbryggerlauget have fejret 50-års jubilæet ved en festlig aften i laugets nye domicil lige vest for 8220 Brabrand. Men arrangementet måtte som så mange andre aflyses.
I stedet kunne oldermand Lars Stenholt Kirkegaard, Beringsminde, i en mail til medlemmerne fortælle om, at verdens sandsynligvis ældste håndbryggerlaug fortsat er i rivende udvikling:
”Lauget har vel egentlig altid været i udvikling, især fordi bryggemetoderne også har været i udvikling. Men i den seneste håndfuld år er det blevet nemmere at brygge med selv små anlæg – mange brygger hjemme, og det er enkelt at få adgang til brygmaterialer og opskrifter på nettet. Men der er utroligt mange, der brygger, og mange mangler fællesskabet… det er vigtigt.”
”Medlemmerne rykkede sammen”
For to år siden rykkede Haandbryggerlauget ud af de vante lokaler i Tousgaardsladen ved Edwin Rahrs Vej, hvor ølbryggerne havde haft til huse næsten siden starten i 1970.
”Det var en hård tid, men medlemmerne rykkede sammen og rykkede ud, og vi fandt nye lokaler i Harlev. Vi har fortsat mange udfordringer i det nye laug, men her i vinter har vi fået varme, nye vinduer og struktur på vores materialer og redskaber”, fortæller Lars Stenholt Kirkegaard.
”Vi er ikke færdige med at bygge endnu – men pengene er små og det kommer stille og roligt. Heldigvis er der mange der gerne vil hjælpe.”
Carlsberg planlægger jubilæumsbryg
De populære brygskoler har i en periode holdt en pause, mens Haandbryggerlauget byggede de nye rammer op. Men d. 2. september starter en ny brygskole og vil fylde lokalerne op med kommende ølbryggere.
Oldermanden kunne også fortælle om en aftale, Haandbryggerlauget af 1970 i forbindelse med jubilæet har indgået med ølgiganten Carlsberg.
Carlsberg er ved at ombygge hele det gamle bryggeri på Valby bakke, som står for al brygning af deres specialøl, ”Jacobsen”, og det er aftalt, at det første officielle Jacobsen-bryg derfra bliver et jubilæumsbryg til ære for Haandbryggerlauget.
”Da corona-krisen har forsinket færdiggørelsen af bryggeriet, bliver det sikkert først sidst på året, men planen er, at en gruppe fra Haandbryggerlauget får lov til at være med til at brygge dette jubilæumsbryg”, siger Lars Stenholt Kirkegaard.
Som nævnt starter Haandbryggerlauget af 1970 endnu en brygskole d. 2. september. Du kan læse mere om brygskolen og andre arrangementer på laugets hjemmeside.
Læs også: