
Der var brede smil tirsdag aften i Globus 1, der traditionen tro var afstemningssted for Gellerup-området ved folketingsvalget. Valgdagen bød på en solid fremgang i stemmeprocenten, der dog stadig ligger pænt under landsgennemsnittet. 66,8 procent af de stemmeberettigede stemte – mod 62,7 procent i 2022.
Alle gode kræfter har i de seneste uger været på gader og i opgange for at opfordre de beboere i Gellerup-området, som faktisk må stemme, til også at gøre det.
Op mod 1900 voksne beboere er ikke danske statsborgere, og de har hermed ikke mulighed for at stemme ved folketingsvalg.
Men der var dagen igennem stor tilstrømning til valgstedet i idrætscentret Globus 1 på Gudrunsvej, og da klokken nåede 18 var stemningen blandt de frivillige hjælpere ved valgstedet helt euforisk: På det tidspunkt var stemmeprocenten i Globus 1 højere end landsgennemsnittet.
Helt så godt endte det ikke, da stemmeprocenten i Gellerup endte på 66,8 procent, mens den på landsplan nåede 84 procent. Men glæden var alligevel stor over en fremgang fra lavpunktet i 2022, hvor kun 62,7 procent af de stemmeberettigede i Gellerup-området faktiske stemte.
Da stemmerne var talt op, kunne især Enhedslisten og de radikale glæde sig over meget store fremgange. De to partier fik tilsammen over halvdelen af stemmerne i Globus 1.
Enhedslisten fordoble stemmetallet til 874 stemmer og blev det største parti i Gellerup-området med 26,1 procent af stemmerne.
Men endnu vildere var udviklingen for de radikale, der sprang fra 203 stemmer til 812 stemmer – altså næsten en fire-dobling. Sandsynligvis var denne udvikling i høj grad forårsaget af, at tidligere kultur-rådmand Rabih Azad-Ahmad denne gang stillede op til folketingsvalget.
Udviklingen i antallet af stemmer hos de øvrige partier lignede på mange måder udviklingen på landsplan: Tilbagegang til socialdemokraterne, Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne – og fremgang til SF, konservative og Dansk Folkeparti.
Du kan få hele overblikket i grafikken her ovenfor. Den er lånt af DR.



