Mens politikerne snakker om, at vi skal i gang med den grønne omstilling, er den i fuld gang hos Buus Anlægsgartner A/S. Virksomheden besluttede for seks år siden at skifte til eldrevne biler, værktøj og maskiner og kører nu næsten fuldt ud på strøm.
Ladestikkene sidder tæt på væggen hos Buus Anlægsgartner på Silkeborgvej i Årslev. I løbet af dagen bliver funktionærernes elbiler ladet op, og sidst på eftermiddagen bliver stikkene sat i varebilerne, så både biler og værktøj er ladet op og klar til næste morgen.
For seks år siden fik Buus de første eldrevne varebiler, og senest er otte af de større kassevogne blevet skiftet ud med tilsvarende eldrevne modeller.
”Det hjælper jo, at bilindustrien udvikler nogle løsninger, vi kan bruge til noget. Udviklingen går virkelig stærkt nu,” siger afdelingschef Michael Niemann Falkenberg.
”Vi besluttede tidligt, at vi i videst muligt omfang ville skifte til el. På alle de områder, hvor vi kan dække vores behov med eldrevet maskineri, så gør vi det!”
De nye kassevogne har en rækkevidde på 350 kilometer, og det rækker sagtens de fleste arbejdsdage. Den eneste udfordring er så, at de eldrevne varebiler typisk kun kan trække 1000 kilo, og det kan være en begrænsning.
”Når vi for eksempel skal have en gravemaskine med ud, kan det stadig knibe, at elbilen kan trække anhængeren. Derfor har vi stadig enkelte dieselbiler,” siger han.
Til gavn for arbejdsmiljøet
Beslutningen om at udskifte værktøj og maskiner, hvor de eldrevne løsninger opfylder virksomhedens behov, betyder også, at der ikke er mange benzin- eller dieselmotorer tilbage.
”Vi brænder for det, og da vi valgte at gå den vej, blev vi enige om at gøre det helhjertet. Vi kan mærke, at det betyder noget for vores medarbejdere, og jeg tror også, det betyder noget vores kunder.”
Seneste anskaffelse er en lille såkaldt gummiged, der kører på strøm.
”Eldrevne maskiner er en stor fordel, især når vi arbejder inde midt i byen. De gamle dieselmotorer oser og støjer ret meget. Gravemaskiner kører jo ret meget, også i tomgang. Det giver rigtig meget mening med de nye maskiner, også når det gælder arbejdsmiljøet for vores egne folk, som er virkelig glade for de eldrevne alternativer.”
Tjener pengene hjem på driften
Lige nu er Buus Anlægsgartner ved at få specialbygget en elbil med lad, der skal fungere i virksomhedens vintertjeneste og køre rundt i byen, hvor Buus skal salte og holde veje og fortove fri for sne. Også her får den mere støjsvage løsning betydning, når opgaverne ofte løses tidligt om morgenen.
”Der er ikke så store afstande, men vi kan lige så godt gøre det så miljørigtigt som muligt – og hvis vi samtidig kan undgå at genere nogen, fordi bilen er mere støjsvag, er det en stor fordel for alle.”
Ikke alle virksomheder er på samme måde som Buus gået i den grønne retning. Michael Niemann Falkenberg vurderer, at det måske er nødvendigt med en ekstra ”gulerod”, for at eksempelvis håndværkere er klar til at skifte til eldrevne varebiler. For eksempel kunne gratis parkering for eldrevne varebiler være en mulighed, foreslår han.
Selvom det eldrevne alternativ ofte er dyrere i anskaffelse, vælger Buus som regel at skifte uden at blinke.
”Vi skeler egentlig ikke til anskaffelsesprisen. Hvis den eldrevne løsning kan dække vores behov, så køber vi. På den lange bane er vi sikre på at tjene pengene hjem på driften,” siger afdelingschefen.
Hos Buus er det erfaringen, at eldrevne motorer typisk kræver mindre vedligeholdelse end dem, der kører på diesel eller benzin. Desuden har det betydning, at virksomheden får en del af udgiften til opladning af elbilerne refunderet af staten. Endelig er de løbende afgifter på elbiler betydeligt lavere end på dieselbiler.
Læs også:
Anlægsgartner Buus kører forrest når det gælder elbiler