I midten af juni stod Karen og Allan Søndergaard for niende gang for arrangementet ”Giv 24 timer til syge børn” omkring Brabrand Sø. Og forleden kunne de så aflevere resultatet af anstrengelserne til Akut Børnemodtagelse i Skejby: 45.622 kr.
”Jeg har svært ved at finde ord for denne dag”, indledte Allan Søndergaard arrangementet på Aarhus Universitetshospital.
Det var dagen, hvor projektet Giv 24 Timer igen kunne donere penge til Akut Børnemodtagelse. Også hospitalsdirektør Poul Blaaberg fandt tid til at kigge forbi til kage og kaffe.
”Det rører os meget, at du i en travl tid er med i dag også. Vi ved godt, at en hospitalsdirektør har nok at se til i Skejby,” sagde Allan Søndergaard, som også benyttede lejligheden til at rose personalet på Akut Børnemodtagelse.
For niende år i træk stod 73-årige Allan Søndergaard og hans kone Karen i sommer bag arrangementet ”Giv 24 timer”, hvor omkring 69 deltagere i løbet af 24 timer cyklede og løb rundt om Brabrand Sø.
Samlet set blev resultatet af bidragene fra sponsorer, firmaer og deltagere en donation på 45.622 kr. til afdelingen. En del af pengene er blevet brugt på vægmalerier, som kunstneren Karina Bækkelund har udført.
Hjertevenner mødes hver onsdag ved Byleddet
Også en flok af Allan Søndergaards ”hjertevenner” fra Team My Heart Activ Living mødte op til overrækkelsen på Akut Børnemodtagelse. Det er en forening af 21 hjertepatienter, hvoraf de fleste kører på el-cykel.
De mødes hver onsdag formiddag ved Byleddet i Brabrand og kører til Harlev-bageren, hvor de får et rundstykke og en kop kaffe. Her løser de verdens problemer, og kører retur, og slutter så med en rundtur omkring Brabrand Sø.
”Jeg er jo gammel cykelrytter, men måtte stoppe for fem år siden på grund af hjerteproblemer. Her har jeg fundet mine hjertevenner, som i foråret tog sig af mig, så jeg igen fik glæde af at cykle”, fortæller Allan Søndergaard.
Artiklen fortsætter under annoncen.
Glæde og humør er god medicin
”Jeg er meget rørt over, at hjertevennerne også tropper op i dag. Det er jo vores cykeldag. Nu er vi her på afdelingen for mindre børn, og vi brænder alle for denne sag, der kan gøre deres ophold her lidt lysere. Kan vi bringe et par smil, et par glade øjne frem, så er det 24 Timer værd,” sagde Allan Søndergaard i sin tale.
”Mange af os har vores jævnlige gang her på dette fantastiske hospital, og blandt et hav af dygtige medarbejdere. En gang imellem er vi på værksted her, og der er en glæde og lune til stede, der letter hele stemningen. Det med glæde og humør er en god medicin”.
Allan Søndergaard regner med at være klar igen til Giv 24 Timer til Syge Børns 10 års jubilæum lørdag den 20. juni til søndag den 21. juni 2020.
”Og her har du et ansvar Poul. Sørg for at Skejby hjerteafdeling har reservedele, der kan holde os kørende”, lød den humoristiske afslutning fra Allan Søndergaard.
Læs også: