
Lørdag og søndag var der igen masser af aktivitet og liv på og omkring Brabrand Rostadion. Dansk Forening for Rosport var vært for rostævnet Race-Weekend for senior- og ungdomslandsholdet og de bedste ungdoms-roere i Danmark. Brabrand Sø er på vej til igen at blive et center for elite-roning i Danmark.
Det er efterhånden mange år siden, de store rostævner på Brabrand Sø kunne samle i tusindvis af tilskuere på bredden vest for rostadion.
Men Brabrand Rostadion er udpeget som centrum for rosporten vest-Danmark, og Kraftcenter Aarhus samler allerede nu nogle af de mest talentfulde toere i Jylland.
Og i weekenden var mange af de bedste danske roere i Brabrand på vandet for første gang, efter at frosten har sluppet sit favntag.
“Vi håber at se nogle glade roer, der har været frosset inde rundt omkring på de danske søer siden jul. Der er roere, som i denne weekend skal på vandet og ro for første gang i år,” sagde ungdomskoordinator i Dansk Forening for Rosport, Karen Kehr, inden det lørdag middag gik løs på Brabrand Sø.
“Den oprindelige tanke var, at man ville bruge det her stævne til at sætte hold til sommerens forskellige stævner og mesterskaber. På grund af isen har forberedelserne ikke været de bedste, men vi skal jo starte et sted, og Brabrand stod klar med det hele, og søen blev jo allerede isfri for et par uger siden,” sagde hun.
I det andet store danske centrum for rosport, Bagsværd Sø, er den sidste is først forleden smeltet.
Spindelvæv fjernet fra dommertårnet
Det er næsten fire år siden, at Brabrand Sø sidst dannede rammen om en regatta, da der blev afholdt DM på søen.
“Det er længe siden, at Brabrand Rostadion sidst har været vært for et stævne af denne kaliber, og vi har arbejdet i døgndrift for at få gjort søen klar til weekenden,” sagde Carl Guss Søndergaard, som er talenttræner i Rocenter Aarhus, som nu er etableret omkring Brabrand Rostadion.
“Der er blevet lagt baner ud på søen, og det dommertårn, der har stået og blevet lidt forfaldent, er blevet shinet op. Vi har da fået vasket vinduerne grundigt og fjernet noget spindelvæv,” sagde Carl Guss Søndergaard med et smil.
Han glædede sig over, at både senior- og ungdomslandsholdene var mødt op sammen med de endnu yngre ro-talenter på u19-niveau.

Formålet med weekendens stævne var først og fremmest at få nogle pejlemærker for, hvordan formen hos de forskellige konstellationer aktuelt er, efter at der vinteren igennem er brugt mange timer indendørs i romaskiner og styrketræningsrum.
Store planer med Brabrand Rostadion
Men dertil kommer, at weekendens rostævne var en prøve på, hvad Brabrand Sø kan vente sig meget mere af i fremtiden.
“Vi har jo store planer med Brabrand Rostadion,” sagde Carl Guss Søndergaard, som er træner for de jyske ro-talenter, som nu nærmest dagligt mødes og træner på Brabrand Rostadion og på søen, når vejret er til det.
“Gennem 2025 har vi lige så stille fået bygget en træningsgruppe op, så vi nu er ca. 15 roere, der træner fast her i Kraftcenter Aarhus. Vi regner med, at vi inden for de næste tre år kommer op på mindst 30 roere. Vi skal ud og ro en masse på Brabrand Sø og have brugt det her fine anlæg noget mere,” sagde han.

Der er blandt andet endnu et rostævne i støbeskeen til afholdelse d. 13. juni. Og i det hele taget forestiller Carl Guss Søndergaard sig, at der fremover vil være jævnlige stævner på søen.
“Vi er i gang med at udvikle et koncept, vi kalder Søndags Kaproning. En søndag om måneden vil vi afholde et mindre stævne i forbindelse med træningssamlinger, hvor vi også inviterer en masse andre roere til at komme. Der skal være en masse hygge med fælles frokost og sådan noget, så vi får skabt noget liv her igen,” sagde han.
Ud over hyggeligt samvær håber han også, at der blandt roere i Danmark bliver skabt en forstærket intern konkurrence, ved at de jævnligt kan mødes og måle sig med hinanden på de to eneste større anlæg i Danmark, Bagsværd og Brabrand.
Hvis du går med drømme om at blive en dygtig roer og også er klar til at bruge en masse timer på at blive det, er du i øvrigt velkommen til at tage kontakt til Kraftcenter Aarhus på mailadressen formand@kraftcenteraarhus.dk.
Måske er du en af de roere, som i fremtiden kommer til at ro medaljer hjem til Danmark ved de store mesterskaber.




