
Aarhus Kommune vil som en del af en omfattende spareplan på social- og beskæftigelses-området nedlægge det kriminalpræventive ungeteam i bl.a. Gellerup. Forvaltningen vurderer selv, at en reduceret opsøgende og forebyggende indsats kan bidrage til en øget utryghed i lokalområdet.
Aarhus Kommune sendte i slutningen af februar et forslag om besparelser for 184 mio. kr. på socialområdet i offentlig høring. Som en lille del af det gigantiske sparekatalog foreslår Sociale Forhold og Beskæftigelse at afvikle det kriminalpræventive unge-team i bl.a. Gellerup.
Teamet består i dag af 11 medarbejdere og arbejder i samarbejde med Østjyllands Politi og Børn og Unge målrettet mod kriminalitetstruede unge under 18 år og står for mentor- eller støtte-forløb for 18-29 årige kriminalitetstruede.
“Det foreslås, at det kriminalpræventive ungeteam nedlægges. Det betyder, at der ikke længere vil blive foretaget specifikt opsøgende gadeplansarbejde overfor grupperinger eller enkelte unge, samt at MSB (Sociale forhold og Beskæftigelse) ikke længere bidrager med målrettet tilstedeværelse og forebyggelse i samarbejdet med Østjyllands Politi og MBU (Børn og Unge),” lyder et i indstillingen.
De pågældende medarbejdere bidrager med afdækning af grupperinger og deres behov i udvalgte boligområder, igangsætter aktiviteter for enkelte unge, samt står generelt for tilstedeværelse og forebyggelse ved midlertidig uro og events.
Kan bidrage til øget utryghed
Desuden står teamet for brobygning og motivation af kriminalitetstruede unge med henblik på at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
“Besparelsen kan have negativ betydning for både de unge og beboerne generelt i de udsatte boligområder. En reduceret opsøgende og forebyggende indsats i de udsatte boligområder kan bidrage til en øget utryghed generelt,” skriver embedsmændene i oplægget.
“Derudover vil den reducerede indsats overfor de enkelte kriminalitetstruede unge kunne betyde, at flere unge forfølger en kriminel løbebane,” lyder vurderingen.
Med afvikling af det kriminalpræventive ungeteam ser man mulighed for at spare 9 af de 11 stillinger væk. Ungeteamet varetager også kontaktforløb, som unge under 18 år pålægges via Ungdomskriminalitetsnævnet.
Denne opgave kan ikke bortfalde, og derfor foreslås det, at 2 årsværk friholdes fra besparelsen. Den samlede besparelse løber således op i 4,8 mio. kr. – men kan blive endnu mindre, påpeges det:
“Afvikling kan potentielt medføre et øget eksternt køb af enkelte forløb, hvilket kan påvirke besparelsespotentialet,” lyder det.
Der vil forsat være en opsøgende indsats i Aarhus via gadeplan i MBU og Østjyllands Politi, understreges det i forlaget fra forvaltningen i Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Der er foreløbig indkommet over 400 høringssvar på Aarhus Kommunes høringsportal, hvor den offentlige høringsrunde afsluttes d. 20. marts.



