Interessen for søndagens valg til Europa-Parlamentet var uhyre delt i Brabrand. Ligesom ved valget for fem år siden lå stemmeprocenten i Brabrandhallen højere end landsgennemsnittet. Til gengæld faldt stemmeprocenten i Globus 1 helt ned til 37,78 procent.
Med en stemmeprocent på 58,2 procent på landsplan fravalgte næsten halvdelen af danskerne søndagens valg til Europa-Parlamentet. Også i Brabrand var interessen betydeligt mere beskeden end for fem år siden. Men blandt dem, der stemte i Brabrandhallen, mødte dog betydeligt flere op:
69,15 procent af vælgerne stemte i Brabrand hallen – mod 77,40 for fem år siden.
Ved søndagens valg i Brabrandhallen blev SF en suveræn topscorer med 25 procent af stemmerne. Det var en fremgang på 7,1 procent i forhold til for fem år siden.
Både Venstre og Socialdemokratiet oplevede til gengæld nederlag ved søndagens afstemning i Brabrandhallen. Det næststørste parti i Brabrand, Socialdemokratiet, mistede næsten en tredjedel af stemmerne fra for fem år siden men fik dog alligevel 15 procent af stemmerne søndag.
Endnu værre gik det for Venstre, der mistede over 40 procent af stemmerne i forhold til for fem år siden. Partiet fik denne gang 10,8 procent af stemmerne blandt de godt 4300 afgivne stemmer i Brabrandhallen.
Ud over SF var det Moderaterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der til gengæld oplevede fremgang i stemmetallet lokalt.
Kolossal tilbagegang for de radikale i Globus 1
I Gellerup-området var interessen for Europa-Parlamentsvalget til gengæld uhyre beskeden. Her faldt stemmeprocent fra 51,85 procent for fem år siden til 37,78 søndag. Det vil sige, at kun lidt over hver tredje stemmeberettigede stemte.
I Globus 1 oplevede de radikale denne gang en kolossal tilbagegang i forhold til for fem år siden. Faktisk mistede partiet to ud af tre stemmer og har nu 8,4 procent af stemmerne.
Også Socialdemokratiet og Enhedslisten fik en betydelig tilbagegang. Socialdemokraterne mistede næsten halvdelen af stemmerne i forhold til valget for fem år siden.
Det største parti i Gellerup-området blev Enhedslisten med næsten 30 procent af stemmerne, mens SF blev næststørst blandt de knap 1900, som stemte i Globus 1.