
Onsdag d. 2. november er der fest på Voldbækvej 92. Lokalcenter Brabrand – der nu hedder Folkehuset Brabrand – fylder 30 år. Det bliver fejret hele dagen med blandt andet bobler, fødselsdagslagkage, Brabrand-quiz og musik af duoen John og Mogensen.
”Her skal emme af liv fra morgen til aften.”
Sådan lød det fra ældrerådmand Jens Arbjerg Pedersen, da Lokalcenter Brabrand på Voldbækvej d. 2. november for 30 år siden blev indviet.
Og sådan blev det. I 30 år har lokalcentret dannet rammen om masser af liv og aktivitet. Akvarelmaling, vævning, skak, bridge, zumba, yoga, petanque linedance – og meget mere.
Desuden har lokalcentret fået et træningscenter, som alle kan bruge nærmest døgnet rundt. Lokalcentret huser ligeledes en række spisegrupper, der mødes en gang om ugen over et måltid mad og måske en flaske vin og ordner verdenssituationen. Og det er stedet, hvor ældre mødes for at gå ture, cykle eller tage på busture i lokalområdet.
Nedgang i deltagelsen efter corona
Vores Brabrand mødtes forleden med Mille Christiansen, Lisbeth Maul og Børge Nielsen, som er tre af de mange, som gennem årene har været med til at sørge for aktivitet i og omkring lokalcentret.
De er enige om, at aktivitetsniveauet gennem årene har været stigende, og at der generelt er god tilslutning fra områdets ældre. Dog har der i efterdønningerne efter corona-nedlukningen været udfordringer: Den planlagte vinsmagning her i efteråret måtte aflyses, og bussen var kun halvt fuld til den traditionsrige sommerudflugt.
Det meste bliver til på initiativ af en masse frivillige, som gennem årene har meldt sig til at være med til at få tingene til at ske. For nylig inviterede lokalcentret til fejring af de frivillige, hvor omkring 50 mødte op. Det er dog blevet sværere at finde folk, som vi være med til at sætte aktiviteter i gang.
”Vi kunne godt bruge nogle flere, både i Centerrådet og i aktivitetsudvalget,” siger Lisbeth Maul, som selv fortsat er engageret i Centerrådet og desuden er redaktør af Centerbladet.
”Tidligere var det nærmest borgerligt ombud, at man stillede op. Man kunne håbe, at nogle flere vil melde sig,” tilføjer Mille Christiansen, som i en årrække selv var med i arbejdet i Centerrådet og nu i aktivitetsudvalget.
Gennem årene er det gået op og ned med tilslutningen til opstillingsmøderne. De husker alle tilbage til 2007, hvor caféen var fyldt af fremmødte, og hele 289 stemmer blev afgivet. Man har ikke siden oplevet noget lignende.
I øjeblikket leder Centerrådet med lys og lygte efter en kasserer, og man kunne også godt bruge én, som har lyst til at spille klaver.
”Lokalcentre er ikke bare bygninger”
Der skulle en del politiske diskussioner til, før Lokalcenter Brabrand endte på Voldbækvej. Rådmand Jens Arbjerg Pedersen ville have opføre et ældrecenter på et areal syd for Silkeborgvej over for City Vest.
Men byrådspolitiker Lis Særkjær fandt ud af, at det tidligere gartneri Canto ved Voldbækvej var en bedre placering, og hun fik til sidst sin vilje. På det tidspunkt mente nogle, at det lå lige langt nok ude i kanten af Brabrand. Men det har byudviklingen gennem årene gradvist ændret på.
Lokalcentret i Brabrand var nummer 23 i rækken af i alt 37 planlagte lokalcentre i Aarhus Kommune. Det opfyldte et stort behov for aktivitetsmuligheder for områdets pensionister, der før var henvist til centre i Gellerup og Harlev.
”Lokalcentre er ikke bare bygninger. Det er en idé om, at når vi bliver gamle, så kan vi blive boende i det lokalområde, hvor vi har vore venner og bekendte,” sagde Jens Arbjerg Pedersen ved indvielsen.
Det var samtidig forholdsvis nyt, at man byggede aktiv-centre sammen med ældreboliger. Det betyder, at de mange ældre beboere i nærområdet har et sted at samles til aktiviteter.
Tidligere havde lokalcentret en fastansat leder på fuld tid, men i dag klares ledelsen af Jakob Bavnshøj, som er leder af Folkehusene i Vest. Desuden har Centerrådet og Aktivitetsudvalget et fint samarbejde med frivilligkonsulent Ulla Bording, og i det daglige er det værtinde Anne-Kathrine Krogsgaard, som samler trådene om det praktiske bl.a. i forhold til de mange frivillige.
Et centralt element i husets er Søcaféen, hvor leder Kirsten Christiansen i 25 år har sørget for et dagligt varmt måltid mad, smørrebrød og masser af lækkerier til kaffen. De mange madgrupper, fællesspisninger og andre aktiviteter nyder ligeledes gavn af de mange tilbud i caféen.
Centerbladet fylder 25 år
Samtidig med at Lokalcenter Brabrand – der nu hedder Folkehuset Brabrand – fejrer den runde fødselsdag, har også Centerbladet jubilæum. Det er præcis 25 år siden, at det udkom første gang.
I de fleste af årene har 94-årige Børge Nielsen leveret spændende læsning om livet i Brabrand tilbage i tiden – hentet fra Brabrand og Omegns Avis.
”Der bliver lavet et virkelig stort stykke arbejde omkring det blad,” siger Mille Christiansen om det redaktionelle arbejde. Bladet udkommer hver måned i ca. 800 eksemplarer.
Program for jubilæet d. 2. november
30 års jubilæet på lokalcentret fejres godt og grundigt hele jubilæumsdagen. Her får du hele programmet:
Kl. 9-10 serveres der morgenkaffe, morgenmadstallerken og morgenbitter. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.
Kl. 11.30-13.15 er der velkomstbobler, rugbrødssnitter og en øl, en vand eller et glas vin. Duoen John og Mogensen spiller og synger dansktop og de bedste sange af John Mogensen. Billetter kan købes i caféen frem til d. 28. oktober. Pris 50,- pr. person.
14.30-16.00 serveres der kaffe og fødselsdagslagkage. Du kan desuden teste din viden om Brabrand. Der er fine præmier til vinderne. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.