Året 1976 – for præcis 50 år siden – var året, hvor tingene virkelig tog fart for musikjournalist og tidligere DR-vært Kurt Baagø. I fire kapitler fortæller han om tiden som ung i Brabrand – på vej ud i den store verden. Her får du tredje afsnit, hvor Kurt oplever verden på højskole, Roskilde Festival og hippie-tur til Amsterdam.
Aldrig så snart jeg havde fået mit studentereksamens-bevis, sad jeg i toget mod Store Restrup Højskole ved Aalborg.
Det var søndag efter de sidste studenter-festligheder, at jeg mødte op til et 14 dages langt mediekursus, arrangeret af Socialistisk Kulturfront.
Medier, socialister.
Det var lige noget for mig.
Jeg havde meldt mig til avisholdet.
Grøn og ung var jeg, de allerfleste af af kursister var en del ældre og mere erfarne end mig.
Men det tog ingen notits af.
Den første uge rendte vi rundt på højskolen og interviewede dem fra de andre hold, foto, litteratur, musik (med Jan Toftlund som lærer).
Det blev til, at en daglig husavis lå klar hver morgen kl 8 til morgenmaden. Det var vildt inspirerende at gøre og skrive noget. Det var en anderledes virkelighed end at skrive danske stile med dansklæreren og censoren som målgruppe.
Og møde en masse ny ligesindede mennesker.
Husavisen fik sin finish i Store Restrups trykkerikælder, hvor vi aften efter aften, nat efter nat hakkede løs på vores hakkebræt af skrivemaskiner med farvebånd i rødt og sort.
Der var en enkelt moderne elektrisk maskine med kuglehoved.
Den var der rift om.
Deadline rykkede for hver nat tættere på den sommerlyse morgen.
Vi havde det hamrende sjovt, drak et par øl eller tre til arbejdet og bappede sporadisk på en majspibe, der gik rundt.
Men ikke noget med tømmermænd dagen efter.
Men nætterne i trykkerikælderen blev længere og længere, snart blev det lyst, inden vi var færdige med husavisen, så vi efterhånden først stod op sidst på formiddagen og tog fat på næste morgens avis.
Tvindskolerne var i 1976 the shit på venstrefløjen.
Amdi var en helt.
Men der i juli 1976 var der flere på Store Restrup, der kom med erfaringer fra Tvind-skolen nede i Ulfborg.
Dem, der havde haft grumme oplevelser, delte dem skjult og hviskende bag buske og hække i højskolens have.
Hende, jeg husker bedst af dem, var gift med én fra Tvinds magtfulde lærergruppe.
Den første weekend hun besøgte ægtemagen på Tvind, havde hun tage en flaske whisky med.
Whiskyen blev straks konfiskeret, og så var manden hele weekenden, osse til langt ud på nætterne tvangsindlagt til maratonmøder, så de to så ikke meget til hinanden den weekend.
“Tjener det folket, at I to drikker sprut og ligger og boller en hel weekend??” lød det fra Amdi og nedefter.
Et andet hold Tvind ́ere på højskolen var loyale disciple af den store rorgænger. Hver morgen kl 6.30-7 stykker vandrede de op og ned gangene med deres ustemte guitarer og skrålede:
“Vågn nu op af dine drømme,
Livet må du ej forsømme.
Der er brug for dig og dine kræfter. Daaagen er begyndt.”
Jo senere vi knoklede nede i trykkerikælderen, jo senere vi fandt vores senge, jo trættere blev vi af deres “ Vågn nu op..”
En sen nat/lys morgen stod én af os ud af sengen, flåede døren ud til gangen op og brølede:
“Så hold dog for Helvede Jeres kæft, vi er nogen, der sover.”
Dét tog Tvinderne os meget ilde op og fik indkaldt til stormøde, hvor de kom med den med “Tjener det folket…?”
Nu var Store Restrup heldigvis ikke Tvind, så vi fik repliceret, at det nok tjente højskoleholdet godt, at der lå en frisk husavis klar på morgenbordet og kunne tjene holdet hver eneste morgen.
Den anden uge gik mindre godt. Planen var at interviewe nogen rigtige arbejdere på skibsværftet i Aalborg, og det skulle handle om, hvordan Regeringen, fejt, indefrøs arbejdernes dyrtidsportioner.
Det var ferietid og dem, der var tilbage, vi ville interviewe, var socialdemokrater…
Da kurset var slut, begik jeg én af mit livs fejltagelser.
Jeg tog på Roskilde Festival.
Èn af de sidste dage fik vi besøg på Store Restrup af Solvognen, der kom for at rekruttere indianere til aktionen i Rebild Bakker som protest mod fejringen af USA ́s 200 års fødselsdag.
“For UUUUUUSA havde fødselsdag den dag.
For USA har blod på sit flag”
Jeg kunne have været med i Solvognens legendariske aktion til hest, klædt ud som indianere og hvor der skulle være blevet smidt hesteblod efter Prins Henrik.
Og så tog jeg på Roskilde….
Roskilde 76 var ikke, musikalsk, det store sus..
De eneste, jeg rigtig tændte på, var Weather Report.
Weather Reports store album, Heavy Weather med Birdland udkom ikke før året efter, men mit favoritalbum, stadig i dag med Weather Report, Black Market, kom i 1976. Black Market med sin særegne fine fusion af jazz, rock og det, der senere kom til at hedde verdensmusik, havde gjort mig til kæmpefan.
Så stor fan af Weather Report var jeg, at søndag morgen efter, at de havde spillet ved midnatstid på Roskilde, stod jeg ude på motorvejen og blaffede hjem til Århus via Kalundborg-færgen, for at være med til en endags-fusionsfestival, arrangeret af Jazzhus Tagskægget på Århus Stadion, hvor Weather Report var hovednavnet.
Ugen efter Roskilde stod jeg igen ved en landevej med tomlen i vejret. Sammen med Gitte fra Hjallerup og Tingstedet, destination Amsterdam.
På én måde var jeg ret så vild med Gitte.
Vi swingede sindssygt, snakkede godt, kunne grine sammen, kunne næsten ikke lade være, og have the time of our lives.
Jeg friede ikke, tror jeg var bange for, at hvis hun afviste mig, så kunne det spolere den gode stemning og Amsterdam-turen.
I Amsterdam, der dengang var Europas hippiehovedstad flippede vi kraftigt ud, vi var der udelukkende for at leve vores hippieliv helt ud.
Der var ikke skyggen af alvor, mål eller mening.
Intet kunne rage os mindre end muséer, seværdigheder, hollandske træsko og tulipaner.
Vi boede på Sleep In for nærmest ingen penge.
Sleep In ́en i Rozengracht var en stor, tidligere fabrikshal med endeløse rækker af køjesenge med tynde skumgummi-madrasser og en salig stank af sure hippietæer.
Om søndagen, om sommeren i Amsterdams pendant til Fælledparken, Vondelpark, står der en friluftsscene, hvor der hver søndag var fed, gratis musik.
Efter én af de koncerter blev Gitte og mig hængende i parken og gerådede ud i en hed diskussion om, hvorvidt fugle, når de dør, bare dratter til jorden fra luften eller fra en gren, eller telefontråd?
Eller om fuglene havde et sted, de fløj hen, når de kunne mærke, at de skulle dø.
Da vi var ved at være sultne, spurgte vi en flok andre hippier ved siden af os i parken:
Do you know what time it is?
“Vi er osse danskere, klokken er næsten 19. Og jeg tror, det er dig, der har ret”. Jeg har lykkeligt glemt, hvem af os, der holdt på hvad og hvem af os, der fik ret.
Vi hang ud på barer og værthuse rundt i Amsterdam, hvor Love Is The Drug med Roxy Music strømmede ud alle steder fra. Og Roxy Musics sanger, Bryan Ferry solo, med Let ́s Work Together, for slet ikke at snakke om den ny Rolling Stones, Black And Blue. Egentlig en lorte-Stonesplade, men med Fool To Cry, Hot Stuff og fed flirt med reggae fra Jamaica.
Reggae var det helt store i Amsterdam for 50 år siden
Til forskel fra i Danmark var befolkningen i Amsterdam dejligt, etnisk blandet og, jeg så for første gang rastafarier med lange rastakrøller.
Før Amsterdam anede jeg intet om reggae.
Jeg hørte Bob Marleys I Shot The Sheriff med Marley selv og The Wailers og havde bildt mig ind, at det var Marley, der havde planket I Shot The Sheriff fra Eric Claptons hitversion.
I Amsterdam mærkede jeg første gang, hvor godt reggae gør i krop og sind. Meget bedre end den noget mere stivbenede rock. Jeg lærte at “skanke”, det kom helt af sig selv, når jeg hørte reggae, at gangarten ændrede sig til en slags sorgløs vuggende slentren.
Da vi ikke havde flere penge, blaffede vi hjem til Århus igen.
Jeg blev ved med at se Gitte så længe, hun boede på Årslev Skovgaard og lidt efter. Da hun var flyttet ind i Sjællandsgade, boede hun med en voldelig fyr, Kim. Der kom jeg nogen gange og hjalp hende med at slippe væk fra voldsmanden.
Jeg så hende Gitte sidste gang, tror jeg, da vi en dejlig sommerdag sad en flok flippere på Clemens Bo og hyggede os med høkerbajere.
Gitte, ikke så meget som standsede op, men vrissede bare “beskidte hippier” efter os.
Go` Århus-lir.
Gitte var sprunget ud som lesbisk, ikke at det var det, der skilte os ad, slet ikke. Vi var som skibe på havet, der fulgtes et stykke ad vejen for så senere at sejle i hver vores retning.
Gitte fra Hjallerup og Tingstedet, wherever you are:
Tak for den tid, vi havde det så smukt, sjovt og dejligt sammen. Jeg glemmer dig aldrig.
På vej hjem fra Amsterdam stod vi og blaffede ved en tysk ausfahrt sammen med et par amerikanske hippier.
Jeg var så uforsigtig at skrive dem min adresse og ønske dem hjerteligt velkomne i vores Husvildely i Brabrand, hvis det skulle være.
Det skulle det blive.
Det blev ikke nogen umiddelbar succes.
Derom i 4. og afgørende etape.
Læs også:
Afsnit to: Et år i livet, 1976: Værtshuset Tingstedet og det knap så forsømte forår
