For et år siden var det tvivlsomt, om det fortsat ville være muligt at drive divisionsfodbold i Brabrand. Men en stor indsats af både spillerne selv og mange frivillige har sikret holdets fremtid. Den første sæson er endt med overskud, og økonomien for det kommende år er nu stort set på plads.
”Det er virkelig endt som en solstrålehistorie. Vi har styr på forretningen, og der er sorte tal på bundlinjen for det første år. Det er helt fantastisk,” siger Carsten Strange, som er administrator og deltager i sponsorarbejdet i det nystiftede selskab, Brabrand Divisions Fodbold ApS.
Han kan notere, at selskabets økonomi efter den første sæson ender med et lille overskud. Sponsorater fra et stort antal små og store virksomheder har sammen med tv-penge fra Divisionsforeningen sikret økonomien omkring divisionsfodbolden i Brabrand.
Samtidig ser den nærmeste fremtid også lys ud: De fleste sponsorer har allerede fornyet deres støtte til holdet. Eksempelvis har to af de større sponsorer AURA Energi og Spar Nord netop fornyet deres sponsoraftaler og har samtidig forhøjet de støttede beløb.
”Vi har accept fra ca. 75 procent af de virksomheder, som også støttede os det første år. Forhåbentlig får vi de resterende på plads i de kommende uger. Og det er jo en helt fantastisk situation set i sammenligning med sidste år, hvor vi var langt inde i efteråret, før det faldt på plads. Der er meget mere ro på nu,” siger Carsten Strange.
Håber at kunne øge indtægter 50 procent
Det lykkedes i løbet af efteråret 2020 at skaffe indtægter på cirka 600.000 kr. Heraf indgår tv-penge fra Divisionsforeningen med cirka 30 procent.
Det betød, at økonomien i anden halvdel af sæsonen var væsentligt forbedret i forhold til sidste efterår – men dog stadig særdeles ”skrabet”, når man sammenligner med andre divisionsklubber.
”Vi har fået styr på administration, økonomi og alt det udenom banen. Nu ser vi så på, om vi kan udvide butikken lidt. I det kommende år håber vi, at vi kan øge indtægterne med 50 procent. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå de mål, vi har sat os. Og det skal vi nok nå, det er jeg sikker på,” siger Carsten Strange.
Her har det blandt andet betydning, at holdet med oprykningen til den nye landsdækkende 2. division formentlig vil få tildelt flere tv-penge, end de knap 200.000 kr., holdet fik i den forløbne sæson.
Håb om kontraktfodbold igen
Blandt andet forventer han, at der i 2022 kommer krav til divisionsklubberne om en øget professionalisering af både organisering og forholdene omkring kampene. Det kan blandt andet betyde krav om bedre tilskuer-faciliteter, også for holdene i 2. og 3. division.
Derfor arbejder Brabrand Divisions Fodbold ApS allerede nu med overvejelser om, hvordan man kan tilbyde flere siddepladser omkring banen. Der bliver ikke tale om en egentlig tribune men om en mere enkel model, understreger Carsten Strange.
Desuden ønsker Brabrand Divisions Fodbold på længere sigt igen at kunne tilbyde kontraktfodbold. Det vil betyde, at spillerne forpligter sig til at spille på holdet i en bestemt periode, men det er naturligvis dyrt for klubben.
Som minimum får spillere på kontrakt 5-6000 kr. om måneden, og det vil således betyde en årlig udgift på mindst 60-70.000 kr. pr. spiller.
Selskab stiftet efter at turneringen var gået i gang
Det gav genlyd i den danske idrætsverden, da spillerne på Brabrands divisionsfodbold i juli sidste år meldte ud, at de var klar til at stå for økonomi og administration omkring det fodboldhold, de selv spillede på.
Det gav en mildest talt travl og også lidt urolig opstart til efterårssæsonen: Ville det lykkes at få organisationen på plads? Ville det lykkes at finde de 300.000 kroner, der som minimum skulle til for at drive holdet?
Det lykkedes – men selskabet Brabrand Divisions Fodbold ApS blev først stiftet, da turneringen var gået i gang, og de første måneder havde spillerne selv madpakker med til udekampene, fordi der ikke var råd til at købe mad efter kampene.
Mange små og store sponsorer
Spillere og trænere talte undervejs med over hundrede potentielle sponsorer, og selvom det var ”op ad bakke”, var der alligevel en masse solstråler imellem.
Brabrand Stadion blev omdøbt til Domis Park som kvittering for, at Domis-ejer Claus Hommelhoff ønskede at hjælpe holdet i den svære situation. Og det valgte også andre større sponsorer valgte at gøre, for eksempel JYSK, Dupont, Hummel/Sportsmaster, Royal Unibrew/Faxe Kondi, AURA, Stark, City-Stilladser og Spar Nord.
Mindre men betydende sponsorer var bl.a. AROS Shipping, AP Service, Brabrand EL, Entreprenør Mads Bøje, Jydsk Tagteknik, Viktech, Vognmand Bent Mortensen og Vores Rengøring. Desuden gav andre sponsorer også en hånd med på forskellig måde.
Den største bedrift
Carsten Strange understreger, at alle sponsorer har haft betydning for, at sæsonen endte ud i ”sorte tal” for selskabet. Og han roser alle omkring holdet for at gøre en kæmpe indsats:
”Det har næsten været den største bedrift af holdet og hjælperne omkring det: De har brugt deres egne evner til det yderste og har desuden formået at tilknytte folk med yderligere kompetencer, som har kunnet vejlede og hjælpe med alt, hvad der skulle til.”
Brabrand Divisions Fodbold ApS håber som det næste skridt at kunne etablere nogle netværksgrupper. Målet er, at det kan blive mere interessant at være sponsor, og at interessen for projektet hermed kan fastholdes.
Det kræver dog, at lidt flere personer involverer sig i sponsorarbejdet, men det mener Carsten Strange nok er muligt.
Hvis du og din virksomhed har lyst til at gå ind i et samarbejde med Brabrand Divisions Fodbold ApS, kan holdet kontaktes via emailen Kontakt@BD-Fodbold.dk
Enestående i dansk topfodbold: Spillerne tager over i Brabrand IF