I et nyt beskæftigelsesprojekt vil Aarhus Kommune i løbet af tre-fire måneder gøre 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere fra Gellerup og Toveshøj klar til et job i byggebranchen. Men det er alt for kort tid, vurderer en erfaren byggeleder, Niels Fogh.
Som byggeleder på renoveringen af den kommende Stensagerskole på Janesvej har Niels Fogh gennem det seneste år oplevet, hvordan en gruppe 18-29-årige mænd fra Gellerup gradvist har fundet fodfæste på byggepladsen.
Da et tidligere kommunalt beskæftigelsesprojekt, Sjak & Byg, lukkede ned, blev fem af projektets deltagere fastansat af den lille private virksomhed, Winkel Byg & Mandskab, til at løse en række opgaver på byggepladsen.
Det projekt er slut til sommer, og virksomhedens stifter, Thomas Winkel, frygter, at lignende opgaver fremover vil blive overdraget til et kommunalt beskæftigelsesprojekt. Det har Vores Brabrand skrevet om for nogle uger siden.
I dette projekt vil Aarhus Kommune i løbet af 14-18 uger gøre vanskeligt stillede 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere klar til jobs i byggebranchen. Men det er helt urealistisk, mener Niels Fogh, som indtil for nylig har været byggeleder på renoveringen af den tidligere Tovshøjskole for entreprenørvirksomheden STB Byg.
I den rolle har han været tovholder for de fem lokalt ansatte fra Gellerup, som gradvist har fundet sig til rette på byggepladsen og er blevet respekterede medarbejdere af de andre håndværkere. Men det har taget lang tid – op mod et år – at nå så langt.
”Mine murere var bestemt skeptiske, da de unge startede. Normalt starter vi kl. 6.45, men de mødte i starten først mellem 9.00 og 9.30. Det kniber stadig at komme op om morgenen, men det er blevet meget bedre.”
Efter et år oplever han, at de fem medarbejdere fra Winkel Byg & Mandskab nu løser de mange opgaver fint. Niels Fogh roser Thomas Winkels tålmodighed og vedholdenhed og mener, at de på flere punkter var dygtigere end de løstansatte, virksomheden i en periode hyrede i et vikarbureau.
Derfor kontakter STB Byg nu altid de lokale gutter i Winkel Byg & Mandskab, når opgaver skal løses godt og hurtigt.
Rengørings- og vagtopgaver
Det startede med, at de fem lokale medarbejdere skulle kradse gamle fuger ud og fuge på ny. Og det blev senere suppleret af forskellige mindre byggeopgaver som at opsætte byggehegn, opførelse af et mindre stillads og vedligeholdelse af pladsen. Alt blev pænt udført, og så var der endnu flere opgaver til Winkel Byg & Mandskab.
Blandt andet har de fået en række rengørings-opgaver, hvilket har medført ros fra Arbejdstilsynet. Og de har fået ansvaret for at lukke og låse pladsen af om aftenen, når alle er gået hjem. Siden da har virksomheden været forskånet for tyverier og hærværk.
”Alle håndværkerne på pladsen kan bestille dem til mindre opgaver, og der er nu en respekt for, at de både kan og vil. Men det har da bestemt taget sin tid, og de er stadig ikke så hurtige. Man kan ikke betale fuld løn til folk, der først kommer kl. 9 og går tidligt.”
Det betyder, at det stadig er en udfordring for STB Byg at betale fuld pris for opgaverne og for Winkel Byg og Mandskab at betale fuld løn, når det kniber med at løse opgaverne i det ønskede tempo. Men det hænger sammen, fordi begge parter strækker sig langt for at få det til at lykkes.
I et forsøg på at få økonomien til at balancere har Thomas Winkel bedt Aarhus Kommune om løntilskud i en periode. Det har kommunen dog afvist, har han oplyst til Vores Brabrand.
Risikerer en ny skuffelse
Og her er vi ved Niels Foghs hoved-pointe. Det tager lang tid at vænne sig til at skulle være en effektiv medarbejder på en byggeplads som den ved Tovshøjskolen. Det er urealistisk at tro, at man kan lære det på få måneder, sådan som Aarhus Kommune nu vil gøre det i det nye projekt, ”Sjak & Byg Vol. 2”.
Han har selv været selvstændig murermester i 13 år, og ved, at der går minimum to år, før det som arbejdsgiver kan løbe rundt at have en lærling.
Det handler blandt andet om respekt – både respekten for de andre fagligheder på en arbejdsplads og selvrespekten: At turde stole på sig selv og sit eget værd. Det er det, der kommer af at få og løse stadig mere komplekse opgaver.
Det er den respekt, de unge nu oplever, at de også får af de andre håndværkere.
”Der går minimum et halvt år, der svarer til grundforløbet for en murer på Teknisk Skole – og sandsynligvis op mod et år. Jeg synes, det er meget kort tid, de har sat af i det projekt. Det risikerer bare at resultere i en ny skuffelse for nogle mennesker, der ikke har oplevet ret meget andet i deres liv. Så er der bare kontanthjælpen og en kriminel løbebane tilbage.”
Aarhus Kommune vurderer i øjeblikket, hvem der skal udføre det kommende beskæftigelsesprojekt ”Sjak & Byg Vol. 2”. Winkel Byg & Mandskab har budt på opgaven sammen med Det boligsociale hus i Gellerup og Toveshøj.
Læs også:
Kommunalt projekt kan trække tæppet væk under faste jobs i Gellerup