
Energiselskabet AURA ønsker at styrke båndene til andelshaverne i Brabrand og de øvrige lokalområder, selskabet dækker. Trekvart års arbejde med at få defineret den nye andelshaver-strategi fik torsdag aften fuld opbakning fra koncernens repræsentantskab, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
AURA har fået en ny andelshaverstrategi, der er den første af sin slags i den østjyske energi- og fiberkoncern.
Andelshaverstrategien er kommet til verden gennem en længerevarende proces med repræsentantskabet som hovedaktør i samspil med bestyrelsen. På workshops, temadage og seminarer samt et par repræsentantskabsmøder har man diskuteret, reflekteret og prioriteret forslag og holdninger, inden repræsentantskabet altså kunne vedtage den endelige strategi.
”Det har været en både spændende, lærerig og god proces. Repræsentantskabet har været meget engageret, og det er jeg meget glad for og stolt over,” siger Lars Broni bestyrelsesformand i AURA og fortsætter:
”Vi har fået et stærkt ejerskab i repræsentantskabet til andelshaverstrategien, og det styrker bestyrelsens arbejde med strategien fremadrettet.”
Konkrete andelshaverløfter
Andelshaverstrategien har flere formål. Først og fremmest sætter den en langsigtet retning og rammer for AURA koncernen. Desuden skal den fungere som et aktivt dialogværktøj mellem repræsentantskab, bestyrelse og direktion, herunder at forene og sikre forventningsafstemning mellem ejerskab og ledelse.
Endelig skal strategien tydeliggøre AURA´s demokratiske model, som et demokratisk, tidssvarende og levende andelsselskab, der er kendetegnet ved ordentlighed og ansvarlighed.
I forbindelse med andelshaverstrategien har AURA defineret koncernens løfter overfor de tre interessentgrupper; samfundet, andelshaverne og kunderne. Og løfterne er både konkrete og forpligtende, og definerer også den værdiskabelse AURA skal have på lange bane.
En vigtig milepæl
Andelshaverstrategien er en vigtig milepæl for andelsselskabet AURA og for koncernen, og den kommer til at danne grundlag for det videre arbejde med strategien, hvor der nu skal udarbejdes en koncernstrategi for de kommende fire år samt underliggende forretningsstrategier.
”Vi har fået et rigtig godt udgangspunkt for det fortsatte arbejde. Resultatet er supergodt og sætter en tydelig retning. Vi er ikke i tvivl om, hvor vores ejerrepræsentanter forventer, AURA skal hen,” understreger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.
Han glæder sig over at repræsentantskabet allerede har sat rammer for opfølgning på andelshaverstrategien.
”En andelshaverstrategi har naturligt det lange perspektiv, men der er også en erkendelse af, at den skal og kan korrigeres i en verden, der forandrer sig med hastige skridt,” Carsten Höegh Christiansen.
Arbejdet med en ny koncernstrategi er startet og bliver afsluttet i løbet af 2026.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra AURA.
