
Brabrand IF´s håndboldherrer er rykket op i 3. division, hvor holdet tidligere har kæmpet for at finde fodfæste. I de to første kampe har holdet dog vist, at niveauet er i orden. Men i torsdagens kamp mod Ikast fS manglede kræfterne til sidst, og gæsterne løb med en 27-23-sejr.
Man kunne se det på Brabrand-spillerne, da de samlede deres ting sammen og gik mod omklædningsrummet. Hovedrysten og tomme øjne. Det var slet ikke den afslutning, de havde sat næsen op efter.
I første halvleg havde de nærmest blæst gæsterne fra Ikast ud til pausen. En føring på fem mål vidnede om overskud: Her var et Brabrand IF-hold, der var klar til at bide skeer med 3. division.
Tilbage igen på banen i anden halvleg havde Ikast-spillerne fået samlet sig sammen og begyndte straks at spise af Brabrands føring. Men hjemmeholdet fik sat proppen i og holdt en føring på fire mål til 10-15 minutter før tid – blandt andet på solidt forsvarsspil og godt målmandsspil af 43-årige Peter Sørensen.
Så begyndte tingene at smuldre for de blåklædte Brabrand-spillere.
Vi spoler frem til to minutter før tid. Stillingen var skiftet til 24-23, og hjemmeholdet brændte endnu en målchance, hvorefter Ikast-spillerne løb op og tilkæmpede sig et straffekast.
Armene i vejret og bjørnebrøl fra de gule trøjer på bænken. Det kunne blive afgørende. Og straffekastet blev sikkert forvandlet til en to-målsføring til Ikast. Og lyset var slukket i Brabrand-spillernes øjne. Der var ikke mere at komme med.
23-27 lød nederlaget på til sidst – og Brabrand har stadig et rundt nul på point-kontoen efter et knebent 25-26-nederlag i den første kamp mod AGF.
Ros til veteran-målmand
Som nævnt var skuffelsen stor i Brabrand-lejren, og ærgrelsen var også tydelig i træner Mikkel Staffensens stemme.
“Vi er jo rykket en række op her i vinterpausen, men jeg synes, at vi nu har bevist over to kampe, at vi har niveauet til at være her. Vi taber med ét mål i den første kamp og fører det meste af kampen i aften. Men til sidst blev vi straffet på, at vi havde for få ressourcer til sidst,” sagde han nøgternt.
Det var da også en ganske tynd bænk, Brabrand kunne stille med. Den stærke bagspiller Mads Ejlertzen var i Tyskland med sit arbejde, og et par stykker er skadet. Til alt held sprang andetholdsspiller Magnus Poulsen til i sidste øjeblik og spillede i øvrigt en fin kamp, især i forsvarsspillet.
Træner Mikkel Staffensen havde også stor ros til Emil Egsholm og Oliver Goldstrand for en god første halvleg og til målmand Peter Sørensen, som igen gjorde en forskel i Brabrands mål.
“Det er imponerende, at han stadig kan gøre sig gældende,” sagde Brabrand-træneren.
En lærestreg
Men det korte af det lange var, at selvom Brabrand spillede flotte 45 minutter, rakte det ikke til sidst.
“Hvis vi skal vinde en kamp som denne her, er man nødt til at ofre det, der skal til i slutfasen. Desværre var tendensen i dag, at vi meldte os ud i den fase af kampen,” sagde Mikkel Staffensen.
“Vi har heller ikke marginalerne med os – men vi skal lære at stå bedre imod. Det er en lærestreg i, hvad der sker, når man bliver presset – og da var vi ikke gode nok.”

Holdet har i øvrigt indgået et samarbejde med Aarhus Håndbolds u19-hold, der betyder, at Brabrand-holdet i de fleste kampe har to af byens unge håndboldtalenter med på holdet. Det kunne dog ikke lade sig gøre til torsdagens kamp.
“Vi har et mega godt samarbejde med dem, og det havde gjort en forskel i dag, for det er nogle dygtige unge mennesker med masser af energi og stor motorkraft.
Nødvendigt at træne igennem to gange om ugen
Måske var irritationen over endnu et forholdsvis smalt nederlag også præget af, at holdet i et helt år har spillet i en række lavere, end hvor man egentlig føler, man hører hjemme. Man havde kalkuleret med at kunne sikre en tilbagevenden til 3. division allerede sidste sommer – men holdet snublede til sidst.
Så nu ønsker spillerne at vise, at de i samlet flok kan bide skeer med holdene i 3. division.
“Vi har energien, når vi går på banen til kampene, men vi er desværre faldet af på den træningsmæssigt. Man skal lægge et lag på, når man rykker op, og det har vi indtil videre ikke formået at gøre her i december og januar. Det er det, vi kan se i slutningen af kampene,” vurderede Brabrand-træneren.
“Vi har en opgave i at få vores evne til at spille i 3. division til at vare mere end 45 minutter. Vi bliver ikke gode i den her række, før vi som hold kommer op og træner for fuld kraft to gange om ugen. Men det er spillernes ambitionsniveau, der afgør det,” sagde han.
