Der er lørdag eftermiddag lagt op til endnu et af de klassiske lokalopgør mellem Brabrand og Aarhus Fremad, hvor de to trænere som skakspillere prøver at udmanøvrere modstanderen med taktiske finurligheder. Og i Brabrand-lejren er der denne gang noget ekstra på spil.
Vi skal helt tilbage til d. 12. marts for at finde den seneste sejr til Brabrand i 2. division. Her blev HIK slået med hele 3-0. En opmuntrende start på forårets mange svære kampe.
Men i de seneste ni kampe har Brabrand ikke formået at vinde, og rækkens bundhold er kommet nærmere og nærmere… I sidste weekend røg Brabrand så for første gang under nedrykningsstregen.
Trods den mørke stime var stemningen afslappet og humøret højt, da spillerne sammen med træner Tom Søjberg torsdag aften stod og småsnakkede i en rundkreds på banen, inden de gik ind til fælles aftensmad i Café BIF.
Statistikken er da også med Brabrand-spillerne inden lørdagens nabo-opgør mod Aarhus Fremad: På Brabrand Stadion formår Aarhus Fremad sjældent at vinde, selvom de ofte er mødt op som favoritter. Og træner Tom Søjberg håber, at mange tilskuere vil møde op til kampen og give holdet det ekstra rygstød, der skal til.
”Det betyder meget for os, at vi kan høre folk derude, og at børnene langs banen også giver den noget gas. Det vil vi rigtig gerne ha´. Vi har brug for noget opbakning. Måske er det de marginaler, der skal til for at vinde,” siger Tom Søjberg.
Holdets nye sponsor, Aros Forsikring sørger til kampen for gratis adgang og en sodavand til klubbens ungdomsspillere, mens Grafdoc sponserer uddeling af en plakat med holdet. Også Spar Nord lægger 50 AGF-billetter i indgangen til de første 50 forældre, som møder op sammen med en blåklædt ungdomsspiller.
Begge hold arbejder med nuancerne
Brabrand må til kampen igen undvære flere nøglespillere: Den centrale midtbanespiller Mathias Bonde er rejst på ferie, mens midterforsvarer Daniel Lundholm har karantæne. I stedet får et par af truppens unge spillere chancen i opgøret.
Alligevel er Tom Søjberg optimistisk. Han så i lørdags et jævnbyrdigt opgør mellem de to hold, hvor Brabrand i den første time var toneangivende.
”Vi gjorde alt, hvad vi kunne på Riisvangen, og jeg synes faktisk, vi lykkedes rigtig godt med de ting, vi gerne ville deroppe. Men vi dummede os et par gange, og det var nok til, at de løb med sejren. Nu forsøger vi at skrue på nogle knapper, og så må vi se.”
De to hold kender efterhånden hinanden rigtig godt, så man skulle ikke tro, at der var meget, de kunne overraske hinanden med. Alligevel er det hver gang lige spændende, hvordan lokalopgøret kommer til at forløbe, siger Tom Søjberg:
”Begge trænere arbejder hele tiden med nuancerne i spillet og lægger nye ting ind i det. Man skal hele tiden være særligt opmærksom på, hvad de andre gør de i dag, og hvordan man så justerer sit eget holds spil. Det kan jeg rigtig godt li´ – det er lidt ligesom et skakspil.”
”Men de to hold spiller altid fine fodboldkampe mod hinanden, synes jeg. Vi står godt til hinanden.”
Håbet om at heldet vender
Der har i løbet af foråret hidtil ikke været meget medgang til Brabrand, der i hver eneste kamp må slide hårdt for at score mål. Også på Riisvangen Stadion kneb det, selvom holdet kæmpede hårdt for at skabe målchancer.
Tom Søjberg fastholder, at Brabrands vigtigste trumfkort fortsat er holdspillet:
”Vi skal spille som et hold fra start til slut. Så skal der nok opstå nogle muligheder for os. Når de situationer opstår, skal vi være dygtigere og mere koldblodige til at udnytte dem. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi ikke har givet det hele væk inden da….”
”Nu må vi se, om vi kan håndtere det på en god måde. Det tror jeg meget på. Drengene har hidtil vist, at de håndterer tingene rigtig fint. Jeg håber, at de snart får lidt løn af alt det hårde arbejde, de lægger i det.”