På Egebakkeskolen på Holmstrupgårdvej er eleverne i 8. klasse i denne uge med i et stort forskningsprojekt, Masseeksperimentet, der skal kortlægge plastforurening i hele landet. De er chokerede over at opleve, hvor meget plastaffald der ligger i deres nærområde.
Mads, Asge, Mathias og Ebbe holder et stykke plast ind over ilden, og en ubehagelig lugt breder sig i naturfagslokalet på Egebakkeskolen. De er i gang med at afgøre, hvilken type plastic, de her har fundet i naturen omkring skolen.
Faktisk var det ikke småting, eleverne i 8. klasse i løbet af en times tid slæbte sammen. Egentlig var formålet kun at samle det plastaffald, der var smidt i området – men de fandt meget andet på deres vej: Batterier, sodavandsdåser, masser af papiraffald, hjulkapsler, et par brugte bildæk – og to kasserede sofaer.
De slæbte det hele – bortset fra sofaerne – hjem i store sække, og affaldet vil senere blive sendt videre til genbrug. Og så gik de ellers i gang med at kategorisere det indsamlede plastic.’
De deltager i verdens første nationale kortlægning af plastic-forurening: Hvor finder man plastforurening, og hvilken type plast er der tale om? Når eleverne har samlet og typebestemt plastaffaldet, bliver alle data indsendt til de koordinerende forskere, som så kan bruge kortlægningen i deres videre arbejde.
Klassens naturfagslærer, Morten Brøndlund, glæder sig over, at eleverne har engageret sig så meget i projektet.
”Det er en god sag at få kortlagt plastforureningen rundt om i landet, og det giver dem et tilhørsforhold til miljøet og forureningsproblemer. Når de identificerer de forskellige typer og deres egenskaber, får de også en fornemmelse af, hvordan det nedbrydes og evt. kan genbruges”, siger han.
Bliver til mikroplast
Eleverne på Egebakkeskolen lægger ikke skjul på, at de er chokerede over at opleve, hvor meget skrald, der lå i det naturskønne område, hvor skolen ligger:
”Vi var jo godt klar over, at det ligger meget affald i naturen, men vi havde ikke regnet med, at der også ligger så meget rundt omkring her i vores område”, siger en af eleverne, Caroline, og hun bliver suppleret af hendes klassekammerat, Silja:
”Jeg går selv meget op i, hvad jeg køber, og om det er miljøvenligt. Så bliver man bare så sur over at se, at folk smider så meget affald i naturen. Hvordan kan de gøre det? Det giver ingen mening!”
De forklarer, at store dele af plastaffaldet ikke forsvinder men bliver til mikroplast. Det bliver spist af dyr og ødelægger deres mavesække. Plastforurening er et af de mest hastigt stigende miljøproblemer, vi har i dag.
Eleverne er glade for at være en del af det store projekt, der forhåbentlig vil tegne et billede af, hvor stort problemet er.