Aarhus Kommune er i fuld gang med at skrive et forslag til lokalplan, der gør det muligt for DSB at bygge et nyt værksted i Årslev til vedligeholdelse af fremtidens el-drevne tog. Alt tyder på, at værkstedet kan leve op til de gældende miljøkrav, oplyser Aarhus Kommunes Planafdeling.
Når DSB om få år udskifter de gamle diesel-drevne tog med eltog, skal de nye tog repareres og vedligeholdes i Logistikparken i Årslev. Samtidig lukker DSB værkstedet i Sonnesgade midt i Aarhus.
I sommeren 2020 købte DSB en 70.000 kvadratmeter stor grund i den østlige udkant af Logistikparken og vil her opføre det nye værksted, der vil ligge tæt på togsporene mellem Aarhus og Langå.
En indledende høring i slutningen af 2019 viste, at naboer til det kommende værksted er bekymrede for især støj og lys fra værkstedet, men også for en øget trafik ad små lokale veje som Selkærvej, Rætebølvej og Espenhøjvej.
Aarhus Kommunes Planafdeling afslutter snart arbejdet med en ny lokalplan for området, hvor DSB-værkstedet skal ligge, og Ole Gregor fra Planafdelingen vurderer, at lokalplanen vil være klar til at komme i høring i løbet af marts – i øvrigt samtidig som Miljøstyrelsens VVM-undersøgelse af værksteds-projektet.
Aarhus Kommune har inden færdiggørelsen af lokalplanen en række spørgsmål til DSB, men Ole Gregor oplyser, at støj-beregninger viser, at værkstedet vil kunne holde sig inden for de vejledende støjgrænser for blandede bolig- og erhvervsbebyggelser på 55 dB.
Også lysgenerne ser ud til at blive begrænsede, da værkstedet vil være placeret på den vestlige side af jernbanesporene.
Mindre mængder jord skal flyttes
Logistikparkens naboer ud mod True har desuden udtrykt bekymring over, at DSB-værkstedet kan give øget trafik ad de små lokale veje, men det vil efter al sandsynlighed ikke ske, viser Planafdelingens analyse. Trafikken til og fra værkstedet vil fortsat især foregå ad de store indfaldsveje ud mod Silkeborgvej og tilkørslen til E45.
Endelig har Aarhus Vand vist bekymring for, om grundvands-ressourcerne i under Årslev kan blive truet af nedsivning af giftstoffer fra værkstedet. Men det vurderes i Aarhus Kommune, at et moderne værksted ikke på samme måde som tidligere opererer med opløsningsmidler og andre skadelige stoffer, så man mener ikke, at værkstedet vil udgøre en fare for grundvandet i området.
I det oprindelige oplæg til etableringen af det nye værksted var der lagt op til, at store mængder jord skulle fjernes fra området, når det skrånende terræn skulle jævnes ud. Men ændringer i områdets disponering vil medføre, at der nu skal flyttes betydeligt mindre mængder jord, oplyser Ole Gregor.
Læs også: