Brabrand IF går nu i gang med at undersøge, om der i foreningen er opbakning til at arbejde for en udbygning af Brabrandhallen. På foreningens repræsentantskabsmøde blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge mulighederne nærmere.
Brabrand IF Gymnastik har længe arbejdet med tanker om at samle de knap 1000 medlemmer på ét sted, skabt til gymnastik, spring og bevægelse. Indtil januar i år arbejdede afdelingen med et ambitiøst projekt i den tidligere Jaka-fabrik, men måtte opgive planerne.
I stedet har gymnastikfolkene vendt blikket mod Engdalsvej, hvor de ser muligheder for at skabe de helt rigtige rammer ved en udvidelse af Brabrandhallen. På repræsentantskabsmødet i Brabrand IF tirsdag aften inviterede Grith Christensen fra Brabrand IF Gymnastik hele foreningen til at gå med i arbejdet:
”Vi ønsker ikke bare en spring- og motorikhal stoppet ind i Brabrandhallen, men foreslår at vi i stedet sammen ryster posen og ser på mulighederne med nye øjne”, sagde hun på mødet.
Det seneste års projektarbejde har lært Brabrand IF Gymnastik, at der især skal bruges god tid på visionsarbejdet: Hvad er den dybere mening med det hele? Derfor foreslog Grith Christensen, at alle i Brabrand IF tager en grundig snak med hinanden om, hvordan fremtidens idrætsanlæg i Brabrand skal se ud.
”Har vi lyst til at arbejde med sådan et projekt de næste 5-7 år? Det kræver en stor arbejdsindsats at få planerne til at blive til noget – blandt andet at skaffe de 15-20 mio. kr., byggeriet sikkert vil koste.”
Flere af fremmødte foreningsfolk støttede tankerne. Paw Simon Krogh fra Brabrand Fodbold sagde:
”Ingen tvivl om at det vil være et kæmpe aktiv for foreningen, hvis gymnastikafdelingens 1000 medlemmer kommer herned. Og det vil være helt fantastisk for hele byen.”
Det blev besluttet at nedsætte et arbejdsudvalg, der skal se på mulighederne og eventuelt tage de første skridt. Flere mødedeltagere udtrykte håb om, at dygtige folk i lokalområdet vil melde sig klar til at deltage i arbejdet. Du er velkommen til at kontakte Grith Christensen på email kasserer@bif-gym.dk, hvis du er interesseret i at være med i udvalget.
Foreningsdag d. 24. oktober
Repræsentantskabsmødet var generalforsamling for hele Brabrand IF, og mødet var åbent for alle foreningens 2509 medlemmer – men kun medlemmer af repræsentantskabet valgte at komme til mødet i Brabrandhallens cafeteria i det dejlige sommervejr.
De diskuterede blandt andet klubbladets fremtid. Der arbejdes nu videre med en plan om at husstandsomdele bladet i hele Brabrand.
Desuden var der stemning for at holde en foreningsdag i efteråret, hvor medlemmerne blandt andet har mulighed for at diskutere foreningens fremtidige struktur. Dagen vil sandsynligvis blive afholdt d. 24. oktober.
BIF mangler fortsat en kasserer
Medlemmerne og det øvrige Brabrand kan også glæde sig til en festlig dag, hvor Brabrandhallens 50 års jubilæum og den ny Brabrandhals 25 års jubilæum vil blive fejret med en aktivitetsdag, afsluttet med en kæmpe fest. Festen var planlagt til d. 5. september, men er udsat til 2021.
Jan Christensen fra Brabrand IF Motion trådte ud af forretningsudvalget, men motionsafdelingens nye formand Bjørn Bjerre lovede at overtage posten. Jens Jensen er fortsat formand, og de to øvrige medlemmer er Morten Kudsk og Jytte Jacobsen.
Brabrand IF har stadig ingen hovedkasserer. Bjarne Thuun har længe villet stoppe, men har dog lovet at tage vare på pengesagerne, indtil det lykkes at finde en afløser.