Cirka 30 personer mødte op, da Brabrand IF i begyndelsen af maj inviterede til dialogmøde om en kommende om- og udbygning af idrætsanlægget på Engdalsvej. Nu fortsætter arbejdet med de mange ideer, og planen er at indlevere en ansøgning til Aarhus Kommune efter sommerferien.
Trafik, parkeringspladser, grøn energi, alternative idrætsgrene og styrkelse af fællesskaber for lokalområdets børn og unge.
Det var bare nogle få af de mange ideer og forslag, der kom frem på dialogmødet d. 8. maj, hvor cirka 30 personer fra idrætsforeningen og nærområdet mødte op i Brabrandhallen for at høre mere om planerne.
Hovedformand Kim Groth fortalte om manglen på plads, der i stigende grad hæmmer de enkelte afdelinger af Brabrand Idrætsforening. Dertil kommer ønsket om at skabe et mere sammenhængende idrætsanlæg, der gør det muligt for de næsten 3000 medlemmer at mødes på tværs af idrætsgrenene.
”Vi står med et anlæg , der ikke er sket ret meget med de sidste 50 år,” sagde Kim Groth og henviste blandt andet til de syv forskellige niveauer i bygningerne, der kan gøre det svært for nogle at komme rundt.
Han kunne vise de første skitser til en ombygning af idrætsanlægget, der blandt andet omfatter en ny multihal og en ombygning af hele indgangs- og café-området – blandt andet med tanker om en førstesal med mulighed for gymnastiksale, forenings-fitness, mødelokaler og en café i to etager.
Kim Groth understregede, at den nye multihal skal kunne anvendes til mange forskellige aktiviteter. Blandt andet er Brabrand IF i dialog med Parasport Aarhus og Engdalskolen om anvendelsen af idrætsanlægget.
Sunde unge-fællesskaber
I løbet af aftenen kom der mange spørgsmål og ideer fra de fremmødte. Blandt andet om trafikken på Engdalsvej og antallet af parkeringspladser i forbindelse med en udbygning.
Kim Groth oplyste, at der med den aktuelle model for en tilbygning kan skabes yderligere 19 parkeringspladser ved idrætsanlægget. Desuden arbejder byggeudvalget med tanker om, at man i situationer med stor tilstrømning til anlægget vil kunne anvende parkeringspladserne ved Aarhus Kommunes bygning ved Stenbækvej.
Formand for energifællesskabet Sol over Brabrand, Carsten Drasbæk, pegede på mulighederne for at placere solceller på anlægget og hermed producere grøn strøm til både idrætsanlægget selv og naboerne i lokalområdet.
Der var desuden en grundig debat med mange tanker og forslag til indretningen af det nye byggeri, og hvordan det i endnu højere grad kan blive en form for forsamlingshus for hele Brabrand.
Blandt andet blev det diskuteret, hvordan idrætsanlægget kan blive hjemsted for flere sunde unge-fællesskaber, og det blev ligeledes foreslået, at Brabrand IF i forbindelse med ombygningen tager flere alternative idrætsgrene ind på anlægget.
Ansøgning på vej til Aarhus Kommune
Efter dialogmødet fortsætter arbejdsgruppen med at forberede en projektbeskrivelse til Aarhus Kommune. Målet er at få afleveret en ansøgning tids nok til, at den kan blive behandlet, når kommunen prioriterer det kommende års anlægsmidler på idrætsområdet, oplyser Kim Groth.
”Det er vigtigt for os at komme med i loopet til ansøgningsrunden for 2025, selvom vi sagtens kan risikere, at der først vil være en bevilling til os i 2026,” siger han.
Han forventer, at der som tidligere år vil være hård kamp om den pulje penge, Aarhus Kommune afsætter til idrætsbyggerier. Alene sidste år var der ansøgninger for cirka 150 mio. kr., mens der kun var 30 mio. kr. i den økonomiske pulje.
”Man kan godt frygte, at der vil være en kø af gode idrætsprojekter, og at det derfor bliver nødvendigt for kommunen at prioritere rækkefølgen. Her mener vi dog, at vi har gode argumenter på hånden med et projekt, der virkelig kan samle og understøtte fællesskaber og være med til at løse mange opgaver i lokalsamfundet.”
Læs også:
På vej mod et fornyet idrætsanlæg i Brabrand: Kom og hør om planerne