
Har du lyst til at lære at tegne croquis – med et glas vin ved siden af til lige at forfriske sig med ind i mellem? Hvis den kombination lyder tillokkende, så skal du være med, når Brabrands vinmand Mr. Ruby lørdag d. 20. juni inviterer til kunstnerisk eftermiddag i virksomhedens lokaler på Langdalsvej 75.
Vin og kunst har været uadskillelige op igennem historien, og mange af de største kunstværker i verden er utvivlsomt begået med vin i blodet. Det har inspireret indehaveren af Mr. Ruby, Jacob Ruby, til at invitere til en event, hvor man sammen afprøver kombinationen.
”Jeg har selv tegnet meget i min ungdom, og jeg troede dengang, at det var den vej, jeg skulle gå i mit voksenliv. Det er fascinerende, så få streger der skal til for at få det til at ligne noget. Og selvom nogen nok tror, at de ikke kan finde ud af det, vil mange alligevel opdage, at de kan noget”, siger Jacob Ruby.
Han har inviteret Anders Skafte Hansen fra Jysk Croquis til at komme til Langdalsvej og undervise i den ædle tegneteknik. Og underviseren vil også medbringe en levende model.
Normalt er vinen det primære hos Mr. Ruby, men denne eftermiddag kommer den lidt i anden række.
”Men selvfølgelig skal vi smage lidt god vin og forhåbentlig grine og få en god snak sammen undervejs,” siger Jacob Ruby.
Vellykkede riesling-mesterskaber
For nylig afholdt Mr. Ruby et andet arrangement, EM i tør Riesling, hvor de knap 10 deltagere havde en dejlig aften sammen om kåringen af den bedste flaske riesling. Han var på forhånd lidt usikker på, om aftenen ville blive vellykket med de pålagte corona-restriktioner. Men det blev den:
”Jeg tror, alle syntes, det var fantastisk at være ude blandt andre mennesker og tale og grine sammen med andre end dem, man har tilbragt de sidste mange uger sammen med”.
Han har også store forventninger til, at kombinationen af croquis-tegning og et godt glas vin vil være basis for en fornøjelig eftermiddag. Og så skal det vise sig, om deltagerne har skjulte kunstneriske talenter.
Lørdag d. 20. juni kl. 13-16: Croquis og vin hos Mr. Ruby. Pris: 495,-. Du kan læse mere og tilmelde dig via dette link senest mandag d. 15. juni.