Selvom City Vest Apotek kæmper med faldende omsætning i indkøbscentret, har apoteket på ingen måde givet op. Efter åbningen af Brabrand Apotek på Karen Blixens Boulevard sidste år åbner City Vest Apotek nu endnu en filial på Langenæs.
Otte måneder efter åbningen af filialen Brabrand Apotek midt i Gellerup er apoteker Fahad Yeser nu klar til at tage et nyt skridt i udviklingen af sin forretning. Fredag d. 1. december kl. 10.00 åbner Langenæs Apotek i tilknytning til Meny på Skanderborgvej.
”Vi har på ingen måde opgivet 8220 Brabrand, men i en tid hvor situationen er vanskelig i City Vest, er vi nødt til at skabe sikkerhed ved, at vi kan udvikle forretningen andre steder,” siger apoteker Fahad Yeser.
Fra han overtog apoteket i City Vest i foråret 2022, er omsætningen i butikscentret faldet 30 procent, og fremtiden tegner fortsat usikker, selvom han netop har forlænget sin kontrakt med ejeren af City Vest, A. Enggaard A/S.
Han bliver fortsat mødt med kritiske spørgsmål af typen: ”Hvornår lukker I?” Kunderne forventer næsten, at apoteket vil dreje nøglen om ligesom de mange andre butikker i City Vest.
Men det har Fahad Yeser bestemt ingen planer om, og apoteket har i en lang periode haft et skilt i vinduet i City Vest med en understregning af, at apoteket forbliver åbent.
”Jeg kan mærke, at mange spekulerer over, om vi kan blive ved med at holde åbent. Jeg tror, mine ansatte nu ønsker sig en hverdag, hvor de ikke hele tiden skal forholde sig til spørgsmål om vores fremtid.” siger han.
”Jeg tror det ender godt”
Men det betyder ikke, at hverdagen i butikscentret er nem, understreger apotekeren. Foreløbig har han formået at opveje omsætningsfaldet i City Vest ved at åbne den nye filial på Karen Blixens Boulevard. Samtidig giver de to åbningssteder med lidt forskudte åbningstider kunderne større fleksibilitet.
”Brabrand Apotek har hjulpet mig til at overleve indtil nu, og jeg bliver i City Vest og tror på planen. Jeg kan naturligvis ikke gøre det alene, men jeg tror, at det ender godt.”
Det er dog en udfordring for filialen i Gellerup, at der midt på dagen er ganske få ledige parkeringspladser langs Karen Blixens Boulevard, mens også Aarhus Kommunes parkeringshus ofte er fyldt. Det gør det besværligt for kunderne.
Fahad Yeser håber dog, at Aarhus Kommune vil ændre den nuværende 3 timers parkering langs boulevarden, så der bliver en lidt hurtigere gennemstrømning af parkerede biler.
Forlænger lejekontrakt med to år
City Vest Apotek har som nævnt indgået en ny lejekontrakt med butikscentret. Den løber foreløbig kun i to år, og det betyder, at Fahad Yeser er lidt afventende med at investere yderligere i de fysiske rammer:
”Jeg har lyst til at modernisere apoteket, så kunderne kan få en endnu bedre oplevelse, og jeg vil også gerne investere i teknologi, der kan gøre hverdagen nemmere for mine medarbejdere. Men det er klart, at jeg er lidt mere forsigtig, når jeg ikke ved, hvad der skal ske om to år.”
Til gengæld er han tydeligvis stolt over, hvordan det er lykkedes at skabe et moderne apotek i forholdsvis trange rammer på Brabrand Apotek. Han indrømmer, at når han inviterer folk til møder, gør han det ofte i det lille men moderne apotek på Karen Blixens Boulevard.
Apotekeren ser dog også lyspunkter i City Vest:
”Jeg kan ikke skjule, at jeg blev rigtig glad, da jeg hørte, at brillebutikken Louis Nielsen ville rykke butikken ned i den nederste del af City Vest, hvor vi også ligger. Enhver udvikling dér betyder meget for os, og jeg synes, vi styrker hinanden dér,” siger han og nævner i samme sætning også naboen Lidl.
Han håber, at de resterende aktører i City Vest ligeledes rykker tættere på og kan være med til at skabe en shopping-oplevelse i den nederste del af City Vest.
Shop i shoppen på Langenæs
Men så opstod muligheden på Langenæs. Han spiste i foråret morgenmad dér og så sig omkring – og hørte at Meny ønskede sig et apotek i tilknytning til butikken. Det passede perfekt med hans egne tanker, og han åbner altså om få dage apotek som en ”shop i shoppen” ved siden af MIB Bageri.
”Apoteket på Langenæs skal være med til at sikre stabilitet i vores forretning, indtil der igen kommer fremgang i 8220. Jeg tror stadig, at det nok skal komme, men det tager tid,” siger han.
”Jeg glæder mig – og jeg er sikker på, at der kommer en dag hvor vi vil se et helt andet Gellerup. Og jeg vil være stolt af at have været med fra starten ved at investere i området.”
Læs også: