Det kniber med pladsen på idrætsanlægget på Engdalsvej, og Brabrand IF har nedsat en arbejdsgruppe, der har set på flere muligheder for en udvidelse og modernisering af Brabrandhallen. Udvalget anbefaler en udvidelse ud mod den nuværende parkeringsplads.
Brabrands idrætsanlæg ligger naturskønt tæt på Brabrand Sø, men den smukke beliggenhed udgør samtidig en begrænsning for Brabrand IF, der ønsker at udvide de fysiske rammer på Engdalsvej.
Foreningens syv afdelinger oplever generelt en øget tilstrømning af medlemmer, og det gør det nødvendigt med en opdatering og udvidelse af faciliteterne både udendørs og indendørs.
Et byggeudvalg er nedsat med deltagelse af kompetente folk, og de har sammen set på tre forskellige muligheder for at udvide Brabrandhallen med en tredje idrætshal:
Mod øst i forlængelse af Hal 2 (blå skravering på kortet):
Rent byggeteknisk er det nok den enkleste løsning, da en ny bygning kan placeres på jævn grund.
Til gengæld er en væsentlig udfordring, at adgangsforholdene til en ny Hal 3 via Hal 2 ikke er optimale. Samtidig vil denne placering betyde, at et betydeligt stykke græs-areal vil forsvinde. Det vil derfor kræve, at der skaffes yderligere plads andre steder – for eksempel på de lavtliggende arealer mod øst ned mod Gonge.
Mod syd i forlængelse af Hal 1 ned mod Brabrand Sø (rød skravering på kortet):
I modsætning til løsningen nævnt oven for er adgangsforholdene via Hal 1 langt bedre.
Til gengæld lurer en anden betydelig forhindring: Naturbeskyttelsesloven rummer en søbeskyttelseslinje på 150 meter. Ifølge loven må der ikke bygges inden for 150 meter fra Brabrand Sø.
Derfor foreslår byggeudvalget, at man arbejder videre med det tredje forslag:
Mod nord i forlængelse af Hal 1 ud mod parkeringspladsen (lysegrøn skravering på kortet):
Det er praktisk muligt at placere en ny Hal 3 på nordsiden af Hal 1 ud mod parkeringspladsen, uden at det bliver nødvendigt at inddrage p-pladser.
Det vurderes ligefrem, at der kan skaffes yderligere cirka 20 p-pladser ved en mere hensigtsmæssig udnyttelse af parkeringspladsen. Dertil kommer eventuelle yderligere p-pladser i kælderen under en ny halbygning.
For at skabe plads nok skal den nuværende café og forhal dog inddrages, og det kræver en kostbar ombygning af de nuværende arealer. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny og mere indbydende indretning af café og fællesarealer for alle foreningens medlemmer.
Det har været et vigtigt argument for valget, at den Friis & Moltke-tegnede idrætshal kan indrettes mere hensigtsmæssigt, sådan at alle brugere af anlægget i højere grad får et fælles mødested.
Hovedformand Kim Groth ser mange fordele i den valgte løsning – blandt andet at der bliver mulighed for ekstra omklædningsrum, og at en nybygning mod nord kan rumme en fleksibel løsning for de næsten 1000 medlemmer af Brabrand IF Gymnastik.
”Vi vil samtidig gerne have facaden med en ny stor café åbnet op, sådan at den kan blive et samlingssted for alle idrætsudøvere – og forhåbentlig også for andre borgere i Brabrand,” siger Kim Groth.
Han understreger, at der stadig er lang vej til et fornyet idrætsanlæg. I bedste fald vil det kunne stå klar om fem-seks år, vurderer han. Forinden skal der blandt andet findes penge til byggeriet, der let løber op i ca. 30 mio. kr.