Det er ikke let at være kørestolsbruger på Silkeborgvej. Busskuret på sydsiden af vejen ved Stenbækvej er placeret, så det er umuligt at passere på fortovet i kørestol, med rollator eller barnevogn. En lokal beboer, Ole Zahrtmann, beder Aarhus Kommune om at flytte busskuret.
”For nylig havde jeg besøg, på min adresse på Silkeborgvej af Jacob la Cour, som bor på Hovedgaden i Brabrand. Jacob er kørestolsbruger, og havde valgt at køre i sin kørestol til mit hjem.
Det forløb uden problemer, indtil Jacob kort efter krydset ved Silkeborgvej/Stenbækvej kom til et busventeskur af AFA Decaux-typen, som er opstillet således, at det spærrer mere end halvdelen af fortovet.”
Sådan indleder Ole Zahrtmann, Silkeborgvej, et brev til Aarhus Kommunes Teknik og Miljø. Heri gør han opmærksom på, at busskuret er anbragt, så det er umuligt at passere i kørestol.
Det oplevede Jacob la Cour, da han kom til stoppestedet. Da han ikke kunne passere læskuret, var han nødt til at køre tilbage til krydset, hvor han kunne komme ned at køre på cykelstien, og på den måde passere busskuret.
”Med utrygheden og bevidstheden om at kunne være til ulempe og fare for sig selv og andre, ved ikke at kunne se bagfra-kommende, hurtigere kørende cyklister og knallerter, måtte Jacob køre mere end 100 meter på cykelstien, før han af en rampe ud for Fuglsangvej, kunne komme tilbage på fortovet,” skriver Ole Zahrtmann.
”Jeg har selv gennem flere år utallige gange gået forbi skuret, og ofte er det, på grund af ventende passager, nødvendigt at træde ud på cykelstien, uden at det har fået mig til at tænke over at, skurets placering er et problem for kørestols-og rollatorbrugere og sikkert også for forældre med barnevogn.”
Han opfordrer derfor Teknik og Miljø til at flytte skuret og dermed sikre fremkommeligheden for alle borgere.
Teknik og Miljø vil etablere en rampe
Som et løsningsforslag nævner han, at ejendommen Silkeborgvej 621 har fået flyttet autoværnet, sådan at der på fortovet har kunnet anlægges en platform, hvor husstandens skraldespande kan stå i kanten af fortovet, sådan at alle let kan gå forbi. Det samme kunne man gøre med busskuret.
Ole Zahrtmann nævner i den forbindelse Teknik og Miljøs egen målsætning:
”Teknik og Miljø skaber attraktive og bæredygtige rammer for livet i Aarhus. Vores vision er at være blandt byens bedste arbejdspladser og at gøre Aarhus til en god by for alle.”
Aarhus Kommune har dog ikke umiddelbart tænkt sig at flytte busskuret.
Ingeniør i Teknik og Miljø, Zaklina Dubravac, skriver i en email, at hun har vendt sagen med forvaltningens anlægsafdeling. Hun husker, at man tidligere har kunnet køre udenom busskuret, men det ændrede sig, da fortovet for nogle år siden blev hævet.
”Efter at fortovet er blevet hævet, mangler der en rampe. Vi vil derfor etablere en rampe, så man kan komme niveaufrit til bussen og komme udenom busskuret,” svarer hun i et svar til Ole Zahrtmann.