Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, er klar til at hjælpe et broprojekt i det vestlige Brabrand videre til interesserede fonde. Han har modtaget et projektoplæg fra entreprenør-virksomheden C.G. Jensen, og Teknik og Miljø vil nu hjælpe med at finpudse projektet.
11-12 millioner kroner. Det er den anslåede samlede pris for at opføre en bro over jernbanen i Årslev Skov i den vestlige del af Brabrand. Oplægget kommer fra entreprenørfirmaet C.G. Jensen på forespørgsel fra den lokale ildsjæl, Per Falk Bredgaard.
Med oplægget fra C.G. Jensen – finansieret af en lokal crowdfunding i foråret 2023 – håber Per Falk Bredgaard, at Aarhus Kommune vil støtte projektet og hermed gøre det interessant for mulige fonde.
Med de sidste års besparelser i Aarhus Kommune er det næppe realistisk, at der kan findes penge på det kommunale budget. Men rådmand Nicolaj Bang, Teknik og Miljø, ser oplægget som et godt grundlag for, at der senere kan findes fonds-finansiering til projektet:
”Det her oplæg fortæller dels, hvad den økonomiske ramme for projektet vil være – og ikke mindst at der er lokal opbakning til det. Man kunne aldrig nå så langt uden en stærk lokal opbakning,” siger Nicolaj Bang.
Han vurderer, at det solide benarbejde, Per Falk Bredgaard sammen med C.G. Jensen på forhånd har stået for, kan komme projektet til gavn senere i dialogen med interesserede fonde.
I første omgang vil Nicolaj Bang bede sine medarbejdere i forvaltningen gennemgå bro-projektet. Hans umiddelbare vurdering er, at deres faglighed kan være med til at styrke det endelige projekt-oplæg, så det er let at forholde sig til for mulige donorer.
I det hele taget vil Teknik og Miljø gerne i stigende omfang spille en rolle som fødselshjælper ved støtte lokale udviklingsprojekter:
”Vi ser en del projekter, der har været mange år undervejs. Kunne vi gøre den rejse lidt nemmere, så ville der måske være nogle flere, som har lyst til at engagere sig,” siger han.
Læs også:
Broprojekt i det vestlige Brabrand vil koste 11-12 mio. kr.