Der er nu ikke noget som at mødes og socialisere over et godt glas vin. Men det du´r ikke rigtig lige nu – og så må lokalområdets vinhandlere, som ellers elsker events, finde på noget andet. Derfor byder de kommende uger på forskellige vinarrangementer via computeren.
Mød nogle af de dygtigste og mest fremgangsrige tyske vinbønder og hør om hemmeligheden bag deres succesrige produkter, samtidig med at du smager på dem. Eller dyrk yoga via computeren, samtidig med at du drikker et godt glas vin.
Det er tilbuddene fra Mr. Ruby på Langdalsvej og BARe VIN i City Vest de kommende uger:
I morgen, fredag den 12. Februar kl. 17.15, har Jacob Ruby inviteret Stephan Schwerdt, der er den ene halvdel af de succesfulde fætre hos Hanewald-Schwerdt, til en snak via Zoom, hvor han vil fortælle om tre vine fra huset.
”Jeg har blandt andet bedt ham forklare, hvordan man kan lave Pinot Noir, der smager så meget af Pinot Noir til så lav en pris,” fortæller Jacob Ruby.
Fætrene blev i det tyske gastronomiske magasin “Selection” kåret til “Best young winemakers 2020”. Selection roste især fætrene for deres Riesling, og derfor skal deltagerne smage to af husets Riesling-produktioner.
Når du tilmelder dig arrangementet, får du de tre flasker vin, Stephen Schwerdt taler om, med i købet. Du kan hente vinen hos Mr. Ruby fredag i tidsrummet kl. 13-17.
”Du vil modtage et link fra os i god tid inden smagningen så du kan nå at forberede dig. Smagningen slutter cirka 18.00,” oplyser Jacob Ruby.
Et besøg værd
Næste fredag, d. 19. februar, gentager Mr.Ruby succes´en og får via computeren besøg af Lewis Schmidt fra J. Neus i Ingelheim.
”Huset er uden tvivl et af de flotteste og historisk mest interessante rødvinshuse i Tyskland. Her har man dyrket Spätburgunder siden 1881. Samtidig er vingården beliggende i en by, som emmer af europæisk historie. Et besøg værd når du kører sydpå,” fortæller Jacob Ruby.
Der er spændende Spätburgunder og Chardonnay på programmet, og også denne fredag starter seancen præcis kl. 17.15. Du kan købe en billet via dette link.
En sjov ting man kan være sammen om
Hvis du er mere til vin sammen med yoga, må du vente til lørdag d. 20. februar, hvor BARe VIN i City Vest holder Online VinYoga.
Her kan du få en sanseoplevelse ud over det sædvanlige: Her kombineres den fysiske og åndelige yogasession med smage og dufte i en intens vinsmagning. Bag eventet står tre veninder, som håber at kunne være med til at sprede lidt glæde under corona.
Konceptet bag Online VinYoga er enkelt: Du får tilsendt en kasse med fem udvalgte vine og inviterer et par veninder fra din corona-boble. Så skal der smages vin og dyrkes yoga på skift.
”Vi forestiller os at man samles et par stykker, og VinYoga bliver en sjov ting man kan være sammen om. En anderledes ting, der kan være med til at sprede lidt glæde og liv i denne her lidt trælse tid,” fortæller Brita Vejrup Richter fra BARe VIN.
De tre veninder har lavet VinYoga flere gange før, både som åbne events, til virksomheds arrangementer og polterabends, men det er dog første gang de gør det online.
”Det er altid en fest, når vi afholder VinYoga. Og selvom vi denne gang rykker online, så er jeg sikker på man stadig vil kunne mærke den gode energi hjemme i stuerne – og at VinYoga bliver startskuddet til en sjov aften med veninderne,” siger hun.
VinYoga afholdes den 20. februar kl. 16:30. VinYoga kassen kan købes i vinbutikken BARe VIN i City Vest eller bestilles på barevin.dk. Læs mere om arrangementet her.