8.220 Ideer! Det er navnet på et projekt, Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd sammen har sat i gang. Målet er at mødes på kryds og tværs af postnummeret 8220 Brabrand og udveksle drømme og ideer for, hvordan Brabrand kan blive et endnu bedre sted at bo. På søndag er hele Brabrand inviteret til event i Laden på Edwin Rahrs Vej.
De sidste par uger har Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd taget hul på projektet ”8.220 Ideer” ved at invitere til en række uformelle middage med bestyrelsesmedlemmer som værter. Cirka 35 personer fra forskellige hjørner af bydelen har deltaget.
På søndag tager fællesrådene det næste skridt og inviterer alle i bydelen til et åbent arrangement, hvor du både kan få en opdatering på igangværende projekter som eksempelvis Brabrand på Skinner og være med til at diskutere nye initiativer, der kan være til glæde for bydelen.
Det foregår i Tousgårdsladen, også bare kaldet Laden, Edwin Rahrs Vej 6, fra kl. 13.00 og tre timer frem.
Ideer og drømme
Og hvad kan du så forvente på søndag? Formand for Gellerup Fællesråd, Helle Hansen, lover en livlig eftermiddag i godt selskab, hvor snakken vil gå på kryds og tværs om, hvad man er optaget af i 8220 Brabrand, og hvordan man sammen måske kan gøre lokalområdet til et endnu bedre sted at bo.
”Vi vil gerne sætte folk sammen med andre, de måske ikke kender så godt, og så håber vi, at de vil fortælle hinanden om ting, de selv er involveret i, eller om nogle ideer eller drømme de har. Det vigtigste er, at vi lærer hinanden bedre at kende”, siger hun.
Du kan også høre om, hvad der er blevet talt om ved de fire middage, de to fællesråd har stået for de seneste 14 dage.
”En varm stemning”
Et centralt tema ved de fire middage var ønsket om at lære andre i bydelen bedre at kende. Især blev der talt meget om, hvordan der kan bygges bro mellem beboerne i Gellerup og det, der tit bliver kaldt ”gammel-Brabrand”.
Der blev undervejs vendt mange konkrete tanker og ideer til, hvordan det kan ske En af de konklusioner, der står klarest efter de fire middage, er, at selve ideen om at møde andre fra lokalsamfundet omkring et måltid mad er rigtig god og bør fortsætte.
”Min oplevelse af middagen hos os var, at der var en varm stemning. Folk kendte ikke hinanden men bød ind, var glade og ville gerne lytte til hinanden. Der var stor respekt omkring hinandens fortællinger”, siger formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Holger Lyngklip Strøm.
Kan vi bruge naturen bedre?
Et af de helt store samtaleemner ved de fire middage har desuden været naturen omkring Brabrand. Alle har været enige om, at det er et fantastisk privilegium at bo i et område med så store muligheder for udeliv. Men der var lige så stor enighed om, at vi i Brabrand kan få endnu mere ud af de muligheder vi har.
Og hvad skal der så komme ud af søndagens event? De to fællesråds-formænd har ikke et klart mål om, at der skal sættes så og så mange nye projekter i gang. Det vigtigste for dem er, at folk mødes og lærer hinanden at kende. Og så håber de, at der vil være interesse for at mødes på den måde med jævne mellemrum.