Hvis man godt kan li´ dramatik og en lidt opkogt stemning, så går man aldrig galt i byen ved at dukke op til det klassiske opgør mellem Brabrand og Aarhus Fremad. Lørdag fik de over 700 tilskuere igen en masse smæk for skillingen – men manglede dog målene i 0-0-kampen.
De to hold hilste inden kampen venskabeligt på hinanden, og flere spillere gav endda hinanden et lille kram. Men der gik ikke mange minutter, før blodet brusede, og temperamenterne sad uden på trøjerne.
”Hørte du hvad han sagde? Hørte du hvad han sagde,” lød det ophidset fra Fremads træner, Morten Dahm Kjærgaard efter endnu en hidsig nærkamp mellem to af holdenes spillere.
Og der blev ganske rigtigt sendt små mundtlige hilsner af sted mellem de to holds spillere – alt sammen præcis som det plejer at være i de to holds opgør, hvor mere end bare de tre points er på spil.
Og spillet med bolden var også nogenlunde, som det plejer at være. Fremad havde den det meste af tiden, mens Brabrand stod solidt i forsvaret og stort set intet gav væk i hele første halvleg, selvom de gulstribede Fremad-spillere summede omkring Brabrand-målet som bier om en honningkrukke.
Hjemmeholdet var tydeligvis godt afstemt og virkede forberedt på alt, hvad gæsterne kom med. I den anden ende af banen blev det dog heller ikke til det vilde, selvom især Nikolaj D. Sauer havde held til at åbne Fremad-forsvaret med nogle gode løb.
Efter 10 minutter var en omstilling ved at give pote for hjemmeholdet, da Sauer slap til baglinjen, men Fremad fik klaret til hjørnespark.
Brabrand i overtal
Brabrand lagde især et tungt pres på Fremads venstreside, hvor holdets nye spiller med navnet Olalere Oluwatobi Oluwasegun flere gange kom i problemer. Han måtte blandt andet give et frispark, der førte til Brabrands største chance. Simon Vesterbæk fik headet på frisparket, men Fremad reddede igen til hjørne.
Efter pausen virkede Brabrand-spillerne endnu mere optimistiske, og efter 55 minutter blev Fremad-forsvaret flænset op i venstresiden igen – og igen måtte Olalere Oluwatobi Oluwasegun tage ulovlige midler i brug for at stoppe Brabrands Mikkel Frandsen.
Det gav Fremad-spilleren et gult kort, og da han kort tid efter ligeledes gik hårdt til hjemmeholdets Rasmus Juul, fik han endnu et gult kort og måtte forlade banen.
Med en spiller i overtal øjnede Brabrand-lejren pludselig en mulighed for at snuppe de tre points. Men det kneb med at skabe det helt store. På midten af banen virkede Brabrand i perioder ligefrem overmatchede, og hjemmeholdet måtte forsvare med alt, hvad de havde mod de vævre Fremad-spillere.
Som altid var målmand Casper Vedel-Birch Andersen dog sit hold en god sidste skanse, og han var sikkerheden selv, når Fremad enkelte gange nåede frem til en farlig afslutning.
Bidende bemærkninger
I de sidste 20 minutter kom Brabrands målhelt Lukas Enevoldsen på banen, og også målscoreren fra sidste uges 1-1-kamp i Skive, Mathias Laursen fik chancen til sidst.
Det var dog forsvarsspiller Jesper Brinck, som fik Brabrands største målchance, da han lidt tidligere flot var blevet spillet fri. Men han ramte bolden skævt, og muligheden blev forpasset.
Kampen forblev en åben slag-udveksling, hvor begge hold til sidst lurede på muligheden, men manglede de sidste ressourcer til for alvor at kunne skabe den afgørende målchance.
Derfor endte det hele 0-0, hvorefter det hele sluttede, som det begyndte, med små bidende bemærkninger og iltre modsvar, før de to hold gik hver til sit.
Holder pause på 11. pladsen
Brabrands træner, Tom Søjberg, var grundlæggende tilfreds med sine spillere. Især var han tilfreds med en første halvleg, hvor hjemmeholdet arbejdede hårdt og i store træk kontrollerede de stærke gæster.
”Anden halvleg var mere levende, hvor begge hold spillede derudad. Fremad skal ha´ ros for, at de især da de blev en spiller i undertal, spillede rigtig godt. De fik for lange faser, hvor de kørte bolden godt rundt oppe i vores ende, og hvor vi må være forsigtige. Vi fik derfor ikke skubbet ordentligt op og lagt det tryk, vi skulle,” sagde Tom Søjberg.
Han vurderede, at Brabrand-spillerne med forårets mange nederlag i bagagen naturligt var meget påpasselige og derfor ikke fik investeret helt nok offensivt.
”Vi blev lidt for defensive, synes jeg. Det var ikke hensigten!”
Tom Søjberg var en smule utilfreds med, at den udviste Fremad-spiller først efter 55 minutter fik sit andet gule kort. Han mente, at det sagtens kunne være givet noget tidligere. Samtidig måtte han erkende, at hans hold ikke formåede at få nok ud af overtallet, da det så kom.
Brabrand går efter kampen nu på vinterferie under nedrykningsstregen på en 11. plads. Holdet blev overhalet af Skive, der i sidste runde slog Middelfart 1-0, men har stadig oprykkerne FA 2000 under sig.
”Jeg har et rigtig godt udgangspunkt for, hvad der skal arbejdes med hen over vinteren. Vi har jo en alvorlig efterregning efter vores dårlige sæsonstart, men vi har fået gang i nogle gode ting i de sidste kampe,” vurderede Brabrand-træneren.
Holdet er i løbet af efteråret blevet mere afstemt og har nu en fælles forståelse af, hvordan kampene skal spilles. Og så skal der efter Tom Søjbergs mening skrues på standard-situationerne – en af de klassiske Brabrand-dyder, der i dette efterår ikke har haft tidligere tiders kvalitet.