Brabrands gader og veje var i lørdags fyldt med festligt udklædte mennesker. 150 deltog i Rosé-Løbet, der var arrangeret af vinbutikken BARe VIN i City Vest og sendte deltagerne rundt i Gellerup og Brabrand for at smage på rosé-vin.
”Vi var faktisk temmelig overraskede over, hvor meget 150 mennesker fylder,” fortæller Kristian Ekkelund Gram, som sammen med Brita Vejrup Richter driver BARe VIN.
Aldrig tidligere har de stået for et live-event med så mange deltagere – og endnu flere havde ønsket at tilmelde sig. Men de to arrangører havde på forhånd sat grænsen ved 150 personer.
Et hjørne af City Vests parkeringsplads blev med pallemøbler og improviserede siddepladser forvandlet til et hyggeligt loungemiljø, hvor deltagerne også efter løbet blev siddende og hyggede sig sammen over et ekstra glas rosévin.
Gennem Gellerup og Brabrand Skov
Forinden havde de i små grupper og i roligt tempo tilbagelagt fem kilometer gennem Brabrands varierede bydel: Gennem Gellerups bypark, ned ad Karen Blixens Boulevard, ned gennem Brabrand Skov og henad Brabrand Skovvej til Gellerup Skov – og tilbage til City Vest.
”Det var en vigtig pointe i arrangementet, at folk skulle ud og opleve forskellige aspekter af det her skønne område. De skulle både op og se noget af Gellerup og rundt i Brabrand smukke natur for at få nogle forskellige oplevelser undervejs.”
Undervejs smagte deltagerne på forskellige slags kølig rosévin, hvilket naturligvis satte ekstra fut i humøret.
”Der var en fantastisk god stemning. Folk var klædt ud hjemmefra, mange i rosa tøj og i rigtig godt humør. De heppede på hinanden og klappede hinanden over målstregen. Der var næsten festivalstemning, beretter Kristian Ekkelund Gram.
Ingen tog bilen hjem
Efter turen rundt i lokalområdet fandt mange sammen i fælles snak og hygge, og BARe VIN solgte nogle ekstra glas rosévin, der kun forbedrede den i forvejen gode stemning. Madvognen fra Theen sørgede for mad til de sultne.
”Det var dejligt, at deltagerne aldersmæssigt var så spredt – lige fra mænd i tyverne til en del ældre. Min mor deltog også, og jeg tror bestemt ikke, at hun var den ældste.”
”Der var nok også nogen, der blev lidt fulde. Men der var en rigtig god stemning – og ingen kørte hjem.”
Arrangørerne blev naturligvis også spurgt, om de vil holde arrangementet igen næste år. Og det overvejer de bestemt, siger Kristian Ekkelund Gram.
”Vi skal lige lande igen efter weekenden. Den slags events er noget af det vi planlægger, når der lige er tid. For eksempel er der ikke mange, der køber vin mandag formiddag, og så finder vi på de her skøre ideer.”
Læs også: