Der har længe været stille om fremtiden for den gamle konservesfabrik, der tidligere har heddet både Jaka og Tulip. Men i kulisserne tager et ambitiøst projekt form: Brabrand IF´s gymnastikafdeling drømmer om at skabe en moderne spring- og motoriksal, der kan danne rammen om gymnastik-aktiviteter for alle generationer.
Det var langt fra kærlighed ved første blik… faktisk var de ved at gå igen, da de hørte, at der var masser af søjler i bygningen. Det matchede ikke umiddelbart ideen om en springsal.
Men ideen har udviklet sig, og i dag lyser begejstringen ud af øjnene på medlemmerne af den lille projektgruppe, der nu i otte måneder har arbejdet med projektet.
”Det var en mulighed, der pludselig viste sig, og nu har vi forelsket os i det fantastiske rum i den gamle Jaka-fabrik. Så må vi se, om ideen kan realiseres,” siger Thomas Overgaard Jørgensen, som er med i projektgruppen.
Som uddannet industriel designer fra Arkitektskolen er han vant til at tænke i rum, rive dæk ned og fjerne og tilføje søjler. Der gik ikke lang tid, før han så, hvad det kunne blive til i den gamle konservesfabrik.
Han har til ejeren, Enggaard A/S, udviklet forskellige forslag til, hvordan en spring- og motorikhal kan se ud i de gamle fabriksbygninger, og han har beskrevet, hvilke krav Brabrand IF Gymnastik vil stille. Blandt andet er det nødvendigt at fjerne nogle af søjlerne.
”Det bliver ikke let for Enggaard at skabe det rum, vi ønsker. Det kræver blandt andet, at der lægges nogle store jernbjælker ind. Men det er endt med et fint kompromis, der giver os det albuerum, vi har brug for”, siger han.
Oplæg skal godkendes på generalforsamling
Det er desuden afgørende for projektets videre skæbne, hvad medlemmerne siger til forslaget på gymnastikafdelingens generalforsamling i februar. Det er en forudsætning for det videre forløb, at et flertal af medlemmerne godkender, at ledelsen kan investere de opsparede penge i udvikling af springhallen.
Medlemmerne af projektgruppen håber, at også beboere i Brabrand uden tilknytning til gymnastikafdelingen vil engagere sig i arbejdet med at skabe det, de mener kan blive et nyt forsamlingshus for alle i lokalområdet.
For projektet kan løbe rundt, skal hallen også være attraktiv for andre at benytte. Blandt andet håber de, at lokalområdets daginstitutioner og skoler vil bruge faciliteterne, der også kan lejes til kurser og fødselsdage.
Samling på gymnastikken i Brabrand
For Brabrand Gymnastik er det afgørende motiv at skabe langt bedre rammer for, at ikke bare Brabrands børn og unge, men også seniorer kan dyrke gymnastik:
”Når vi snakker gymnastik for børn, så er de tilbud, vi i øjeblikket kan give en form for opbevaring 1-2 timer om ugen. Vi har ikke rammerne til, at man kan dygtiggøre sig i spring, på samme måde som for eksempel fodbold og håndbold har. Vi vil gerne kunne give gode oplevelser også til de ambitiøse gymnaster”, siger han Thomas Overgaard Jørgensen.
”Det betyder, at når de når til 6. klasse, så er næsten alle gymnaster faldet fra. Vi kan tælle de tilbageværende på én hånd. Og det har nogle konsekvenser. Så får vi aldrig den base af unge, der kan blive fremtidige trænere og ledere”.
Et andet vigtigt motiv handler om at få samling på gymnastikken i Brabrand i den gamle fabriksbygning på Høiriisgaardsvej, og at medlemmerne kan mødes på kryds og tværs af holdene. I dag er Brabrand IF´s hold spredt på bl.a. Engdalskolen, Sødalskolen, Brabrand Lokalcenter og i sognegården.
”En gylden mulighed”
Thomas Overgaard Jørgensen ser desuden store muligheder for, at en kommende spring- og motorikhal også vil kunne blive et aktiv for resten af Aarhus. I forvejen findes der moderne springfaciliteter i Vejlby og til dels i Egå og Højbjerg, men han mener, at moderne springfaciliteter i Brabrand vil kunne være et løft for idrætten i hele byen.
”Vi har fået en gylden mulighed for at skabe nogle utroligt spændende spring-faciliteter inden for en rimelig tidshorisont. Hvis vi skulle udvikle en ny springhal fra bunden, ville det kunne tage mange år og koste et stort millionbeløb”, siger han.
Søjler og ovenlys vil præge rammerne
Projektet er en af de mest konkrete og ambitiøse ideer for anvendelsen af den tidligere fabriksbygning, der foreløbig er døbt Kulturhuset Jaka. Også i omfang vil spring- og motoriksalen på samlet omkring 1000 kvadratmeter fylde godt op i den godt 6000 kvadratmeter store bygning.
Den store sal bliver 37 meter lang og 17 meter bred, hvilket kun er lidt mindre end en traditionel idrætshal. Desuden bliver der nogle indskudte dæk, der vil give ekstra plads.
Selve springhallen kommer til at ligge i det, der bliver kaldt hovedskibet, hvor de tilbageværende søjler vil præge stemningen i rummet. Desuden er projektgruppens medlemmer begejstrede for det lys, der i sidebygningerne kommer ind fra de karakteristiske ovenlys-vinduer.
”Det er jo en fabrik, der har betydet meget for Brabrand og resten af Aarhus, og det er vigtigt for os, at en ny spring- og motorikhal også afspejler den historie, der er i bygningen. Det skal ikke ligne en hvilken som helst idrætshal”, siger gymnastikformand Kirsten Lundsgaard.
”Blød etage” på indskudt dæk
Projektgruppen går efter at skabe topmoderne spring-faciliteter, med flere springgrave, skumgrav, stortrampoliner og springbane i gulvet. Der skal også være plads til de mere hippe ting, som for eksempel en såkaldt wall tramp. Alt det der skal være for også at kunne tiltrække springere andre steder fra og give udfordringer på alle niveauer.
Springhallen skal så flettes sammen med et motorikmiljø, der bliver placeret på et indskudt dæk, en såkaldt ”blød etage”, hvor alt er bygget op i bløde madrasser. Dette område vil både kunne understøtte springundervisning og samtidig fungere som en stor motorisk legeplads. Her kan man klatre i tove, kravle op og rutsje ned og i det hele taget bruge kroppen på alle mulige måder, ung som gammel.
Selvstændig fond skal stå for driften
Aftalen bliver formentlig, at A. Enggaard A/S skal sørge for den rå hal inklusive gulv, døre, trapper, omklædning, bad, toiletter og alle faste installationer. Og så vil gymnastikafdelingen tage over og via fondsmidler skaffe penge til færdiggørelse og indretning.
Planen er, at en selvstændig fond skal drive faciliteterne, og at gymnastikafdelingen lejer sig ind. Det helt centrale spørgsmål vil så være, hvor stor den løbende husleje ender med at blive.
Arrangement d. 13. januar
Formand for Brabrand IF Gymnastik, Kirsten Lundsgaard, lægger ikke skjul på, at det har givet tryghed for de øvrige i gruppen, at Thomas Overgaard Jørgensen ikke alene har bygningsfaglig viden, men også som mangeårig springer og træner på eliteniveau ved, hvilke krav man bør stille til en moderne springhal.
Indtil nu har de arbejdet med projektet i en sluttet kreds, men nu er tiden kommet til at fortælle offentligt om det. De håber, at mange i Brabrand vil støtte ideen og måske ligefrem gå aktivt ind i arbejdet for, at den kan realiseres.
Den 13. januar planlægger de et arrangement, hvor man kan komme og høre mere om projektet. Muligvis bliver der også mulighed for selv at se sig omkring i den gamle fabriksbygning.
Læs også:
Seks aktører er interesserede i at gå ind i den gamle Jaka-fabrik