Over hundrede Brabrand-borgere har i de seneste måneder været på besøg i Bylivskontoret på Høiriisgaardsvej. Nu går de fire fagfolk på kontoret i gang med at samle ideerne til, hvordan den gamle konservesfabrik kan komme Brabrand til gavn i fremtiden. Midt i maj ligger et visionskatalog klar for anvendelse af bygningen.
I sidste uge var Brabrands unge inviteret til visionsaften på Bylivskontoret, og 12 mødte op. 11 drenge og en enkelt pige. De bød ind med nye ideer til, hvordan den gamle konservesfabrik, der først hed Jaka og senere Tulip, kan anvendes.
De luftede blandt andet ideer om en skaterbane og et åbent værested for unge. Alt blev noteret ned og hængt op på væggen sammen alle de andre ideer, der er kommet ind de seneste måneder.
Kan ideerne finansieres?
Desuden har en række organisationer og institutioner, som tidligere har vist interesse for at engagere sig i en udvikling af fabriksbygningen, været på besøg endnu en gang. Denne gang for at diskutere deres konkrete ideer i den overordnede ramme, der tegner sig for bygningen.
”Møderne er overordnet set gået rigtig godt. De fleste af aktørerne kan se sig selv i det her. Men som i alt andet projektarbejde kommer tiden også til den konkrete og lidt hårde fase, hvor det skal vise sig, om ideer kan realiseres. Den fase, hvor vi skal snakke økonomi og antal kvadratmeter, er vi ved at nærme os nu”, siger arkitekt Peter Skjalm, Rum3, som leder arbejdet i Bylivskontoret.
I løbet af de kommende uger inviteres de seks aktører, der stadig er varme på ideen, derfor til et tredje møde. Her skal der blandt andet snakkes finansiering: Vil de faktisk kunne skaffe pengene til at realisere deres ideer?
Seks navne er stadig på listen
Peter Skjalm nævner disse seks aktører, som stadig er meget interesserede:
• Brabrand IF – der vil indrette motorik- og springsal
• De blå spejdere
• Engdalskolen
• Aarhus Kommune – der vil placere en daginstitution i fabriksbygningen
• Badeanstalten Spanien – der har planer om bl.a. tyrkiske bade
• Birks Køkken
Blandt de nævnte interessenter har Birks Køkken ikke tidligere været nævnt. Benjamin Birk har omdannet et tidligere testlaboratorium på den gamle sojafabrik på Sydhavnen i Aarhus til madskole for børn, voksne og virksomheder. Når der ikke er kursister på besøg, fungerer lokalerne som bageri, hvor der bages brød til nogle af byens kaffebarer.
Peter Skjalm ser Benjamin Birk som manden, der også i Brabrand kan skabe de helt rigtige rammer for gastronomi, madkurser og unges iværksætteri i den gamle konservesfabrik.
Der er lagt op til en driftsmodel, hvor omkring 70-75% af bygningens driftsudgifter er finansieret af aktørerne, der bruger huset, mens de sidste 25% vil kunne finansieres af A. Enggaard. Der er ikke lagt op til, at bygningen kan indeholde detailhandel og anden rent kommerciel virksomhed.
Visionskatalog klar i maj
Fabrikken har ligget øde hen, siden Tulip International i 2008 lukkede og slukkede for produktionen af kødkonserves. Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S har overtaget hele fabriksområdet og er i gang med at bygge 300 boliger. Aarhus Kommune har besluttet, at selve fabriksbygningen skal bevares.
A. Enggaard har projektansat to arkitekter og en procesdesigner til at finde frem til en model for, hvordan fabrikken kan anvendes fremover. Siden januar har de haft fast kontortid på Høiriisgaardsvej og har også afholdt flere møder, hvor Brabrand-borgerne kunne komme med forslag.
Midt i maj afleverer de et visionskatalog med en samlet beskrivelse af den overordnede idé for udvikling af fabriksbygningen samt et overblik over, hvordan de 6500 kvadratmeter kan disponeres. Kataloget trykkes og bliver bredt tilgængeligt.
Efter sommerferien kan det klassiske arkitektarbejde med at tegne huset gå i gang, og renoveringen af den gamle fabrik kan så starte – dog formentlig først i 2019.
Artiklen er redigeret d. 25. april 2018.