Når et af Danmarks bedste klubhold i håndbold, Skjern Håndbold, på fredag aften kommer på besøg i Brabrandhallen, er der lagt op til en festlig aften. Håndboldafdelingen håber at kunne trække 1000 tilskuere til en aften med masser af god underholdning.
I en måned har frivillige i håndboldafdelingen, sammen med Morten Sand i Café Brabrand arbejdet på at skabe en festaften i Brabrandhallen på fredag d. 25. marts.
Lige siden det i februar stod klart, at Brabrands lokale håndbold-helte skulle møde Skjern fra håndbold-ligaen har holdets spillere, bestyrelsesmedlemmer og frivillige talt om, hvor fantastisk det kunne være at samle 1000 mennesker til kampen.
Blandt andet håber man at kunne fylde hele den ene bagside og langside med klubbens ungdomsmedlemmer, som alle kommer i deres blå Brabrandtrøjer, fortæller to af spillerne fra klubbens 3. divisionshold, Viktor Andersen og Malthe Larsen.
”Vi har en forventning om, at de står op og synger gennem hele kampen, gerne hjulpet af et par trommer som vi er i gang med at skaffe,” siger de.
Desuden har Brabrand IF´s nye hovedformand Kim Groth sammen med Morten Sand fra Café Brabrand lovet at være entertainere og speakere gennem aftenen.
De har lovet forskellige konkurrencer, sjov pauseunderholdning og sågar besøg af en håndbold-maskot. Der bliver bl.a. mulighed for at vinde god whisky samt merchandise fra både Brabrand IF og håndboldlandsholdet.
Et særligt VIP-arrangement med lækker mad og drikke samt oplæg fra bl.a. de tidligere landsholdsspillere Anders Eggert og Kasper Søndergaard samt Skjerns cheftræner Mathias Madsen er allerede udsolgt. Spar Nord og Føtex i City Vest er sponsorer for aftenen.
Arrangørerne har allieret sig med en dj, som har lovet at fyre op for festlighederne allerede inden kampen – blandt andet når spillerne løber på banen sammen med Brabrands u-9 spillere.
”Den hurtigste vej til Europa”
Men kan Brabrand-holdet så overraske favoritterne fra Skjern og snuppe sejren og en plads i næste runde af pokalturneringen Santander Cup?
Som nævnt spiller holdet til daglig i 3. division, hvor holdet aktuelt ligger på sidstepladsen. Viktor Andersen og Malthe Larsen er da også afdæmpet optimistiske:
”Hele holdet tager det som en kæmpe oplevelse. Det er ikke tit man får lov at prøve kræfter mod de dygtigste håndboldspiller i Danmark, så det bliver fedt at prøve,” siger de.
De fortæller, at holdet har spillet godt på det sidste og har vundet flere kampe. Holdet er spillet godt sammen, og humøret er i top.
”Vi ved godt, at vi er underdogs og får svært ved at skabe et resultat, men vi spiller bedst som underdogs og glæder os til at komme på banen,” siger de og tilføjer med et skævt smil:
”Vi har en aftale på holdet om at gå hele vejen til Europa, og den hurtigste vej er gennem pokalturneringen, så vi møder naturligvis op for at vinde!”
Håndboldbrag i Brabrandhallen fredag d. 25. Marts kl. 19.15: Brabrand IF-Skjern Håndbold. Der er gratis adgang til kampen.