Hvad kan gøre Brabrand til et endnu bedre sted at bo? Vores Brabrand inviterer sammen med fællesrådene i Brabrand-Årslev og Gellerup og føtex i City Vest til en fælles udvikling af projekter, der kan gøre hverdagen bedre i lokalområdet. Målet er at sende en ansøgning til Salling Fondene i efteråret.
”Er det ikke snart tiden, at Brabrand skal byde ind med et godt projekt til Salling Fondene?”
Spørgsmålet blev for nogle uger siden stillet af varehuschef Niels Gårde, føtex i City Vest. Og det lyder jo oplagt, at der i 8220 Brabrand er mange spændende projektideer, der godt kunne bruge en økonomisk håndsrækning op til 250.000 kroner.
Vores Brabrand har derfor i samarbejde med Brabrand-Årslev Fællesråd og Gellerup Fællesråd indledt jagten på spændende ideer og projekter i lokalområdet. I løbet af foråret vil vi samle ideer ind til projekter, der kan gøre en positiv forskel for hele Brabrand.
Den fælles idéudvikling leder frem til en fælles workshop d. 15. juni kl. 17.30-20.30, hvor alle som har lyst, kan være med til at udvikle de bedste projektideer. Føtex i City Vest er vært for et let måltid mad og varme og kolde drikke undervejs.
Inden sommerferien kan alle i Brabrand være med til at stemme på det bedste projekt, der vil blive indsendt til Salling Fondene inden deadline d. 1. oktober.
Skal gøre hverdagen bedre
Salling Fondene støtter ikke hvad som helst, men rammerne er brede. Hovedformålet med donationerne er at støtte initiativer, der giver folk mulighed for at bidrage til eller deltage i at gøre hverdagen bedre i lokalsamfundet.
Den enkelte donation skal bidrage til at:
- Skabe unikke oplevelser og muligheder
- Give viden og/eller udvikling, der styrker sammenholdet i lokalsamfundet
- Forbedre hverdagen i lokalsamfundet
Salling Fondene har op til denne ansøgningsrunde valgt at fremhæve to kategorier inden for fondenes formål:
Bæredygtige løsninger
Det kan være initiativer, der gør noget for klimaudfordringerne eller hjælper folk i lokalområdet til at leve mere bæredygtigt
Socialt arbejde
Det kan være projekter, der støtter udsatte unge, skaber en bedre hverdag eller sikrer bedre mulighed for en sund og aktiv livsstil
Der er frie rammer for, hvilke projekter man ønsker at indstille, så længe der kan argumenteres for, at det er med formål for bæredygtighed eller sociale projekter.
Hver donation kan højst udgøre 250.000 kr., men man må gerne søge supplerende funding. Det er dog vigtigt for Salling Fondene, at projektet kan gennemføres inden udgangen af 2022.
Sådan gør du
Skriv dine ideer og forslag på Facebooksiden 8.220 Ideer der samler Brabrand, Årslev og Gellerup. Du må også gerne kommentere på nogle af de øvrige ideer på siden.
Du er ikke forpligtet til at bidrage til at realisere ideen – men du er meget velkommen til at deltage, blandt andet i forbindelse med arbejdet med projektansøgningen.
Det videre forløb bliver så:
- 8. juni: Deadline for at komme med projektideer og forslag
- 15. juni kl. 17.30: Fælles workshop i City Vest hvor vi videreudvikler ideerne
- Inden 1. juli: Afstemning om udvælgelse af det bedste projekt
- August-september: Udarbejdelse af projektansøgning til Salling Fondene