Tidligere socialrådmand og 1. viceborgmester i Aarhus, Lis Særkjær Petersen, Brabrand, er død, 79 år gammel. Hun har haft stor indflydelse på udviklingen mange steder i Brabrand, blandt andet byggeriet af Lokalcenter Brabrand og etableringen af Det gamle Gasværk som kulturhus.
Lis Særkjær voksede op på Hovedgaden i Brabrand og boede i bydelen næsten hele sit liv. Gennem hele sin politiske karriere spillede hun en aktiv rolle i sin fødeby Brabrand. Her skal nævnes en række af de projekter, hun var med til at sikre etableringen af:
Fritidshjemmet på Engdalsvej: Dalsø-direktør H. Dalgaard Sørensens villa blev på Lis Særkjærs initiativ indrettet til fritidshjem efter at Århus Kommune havde købt villaen.
Minibeboerhus i Brabrandhus: Efter at Brabrand Biblioteks bøger var flyttet til Gellerup Bibliotek, stod de ledige lokaler tilbage. Her var Lis Særkjær med til at sørge for, at der blev indrettet et minibeboerhus til afløsning for Brabrand kro, der var revet ned.
Drejergården i Hovedgaden: Lis Særkjær havde foreslået at bygge ældreboliger på Hovedgaden i Brabrand. Efter en debat i Byrådet blev der flertal for forslaget, og Drejergården blev opført.
Det gamle Gasværk: Her gjorde Lis Særkjær et stort stykke arbejde, for at Forsamlingshusets Venner kunne få mulighed for at leje det tidligere gasværk. Det lykkedes i 1997, og Kultur- & Forsamlingshuset blev et stort aktiv for Brabrand området.
Lokalcenter Brabrand: Rådmand Jens Arbjerg ville opføre et ældrecenter på et areal syd for Silkeborgvej over for City Vest. Lis Særkjær fandt ud af, at det tidligere gartneri ved Voldbækvej var bedre, og her blev Lokalcenter Brabrand opført i 1992.
Andre aktiviteter med tilknytning til Brabrand kunne nævnes, men ovennævnte må siges at være de meste kendte.
Lis Særkjær var i 20 år medlem af Aarhus Byråd, men blev i 2000 ramt af sygdom og besluttede, at hun ikke ville genopstille til kommunalvalget i 2001. I 2012 fik Lis Særkjær konstateret Alzheimers, og hun tilbragte sine sidste år på plejehjemmet Søholm.
Lis Særkjær bliver bisat fra Brabrand Kirke lørdag d. 25. januar.
Research: Børge Nielsen.
Kilder: Vagn Særkær: “Lis Særkjær – Politisk nøgleperson, socialrådmand og viceborgmester i Aarhus.
Aarhus Stiftstidende: Hun ville have været Aarhus’ første kvindelige borgmester