Talentfulde artister, uforfærdede rappere og intense unge kvindelige fortællere! Det var nogle af de oplevelser, man kunne få på Gellerupscenen lørdag eftermiddag og aften, da Gellerup Art Factory holdt det første store arrangement, GAF Fest.
Der var helt stille i salen. De unge kvinder i Yallah! Havde næppe behøvet en mikrofon for at tale det store rum op. En for en trådte de frem og fortalte den ene personlige historie efter den anden om at have andre kulturelle rødder, men forsøge at passe ind i det danske samfund.
Men i virkeligheden handlede alle fortællingerne om almenmenneskelige valg. Om forholdet til moderen, som samler familien. Om at træffe egne valg, der går imod familiens traditioner. De var stærke og rørende og gav indblik i, hvor ens vi er, når det kommer til stykket.
Men der var også masser af action på Gellerupscenen denne lørdag. De unge talenter fra Cirkus Tværs viste med både humor og dygtighed, hvad der skal til for at skrue en god forestilling sammen, underholdende præsenteret af en af Cirkus Tværs egne unge cirkusfolk.
Også Rap Akademiets unge rappere fik vist, hvad de kunne for en sal, der desværre var halvtom hen mod spisetid lørdag aften. Til gengæld var der masser af liv i foyeren og forhallen, hvor boderne med de gode billige madtilbud befandt sig. Og snakken gik, som når man kender hinanden eller tilfældigt mødes.
GAF Fest blev på den måde endnu et samlingspunkt for lokalområdets beboere og andre interesserede fra hele 8220 Brabrand, samtidig med at mange forskellige talenter fik mulighed for at vise, hvad de kunne. Kulturlivet i Gellerup blomstrer.