Den anden udgave af Brabrand Byfest blev lørdag gennemført i Hovedgaden strålende sensommervejr. Da gaden var afspærret for gennemkørende busser og biler, kunne børnene løbe rundt i gaden uden opsyn, og de voksne kunne samles midt på gaden til hyggelig snak.
Tænk at vi kan samles så mange mennesker i Brabrand til fælles aktivitet! Sådan lød det fra en del af de mange deltagere i lørdagens byfest i Hovedgaden.
Allerede til formiddagens åbning af Brabrand Kulturuge myldrede det til parkeringspladsen bag Danmission Genbrug, hvor de frivillige endnu en gang sørgede for gratis morgenmad og kaffe, mens formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Carsten Strange Jensen, med sin tale sendte kulturugen godt af sted.
Samtidig sørgede afspærringer ved Brabrand Tværvej og den ensrettede Ansgarvej for, at Hovedgaden var blevet bilfri i nogle timer – og gadefodboldbane, hoppeborg, madboder og aktivitetstelte i stedet fyldte godt op på asfalten.
Der var undervejs udfordringer med at finde strøm nok til de mange aktiviteter, men Brabrandhus og gadens handlende åbnede venligt dørene for diverse strømkabler, så alle aktiviteter kunne gennemføres.
På Brabrand Torv stimlede masser af børnefamilier sammen for at lade sig underholde af Ballonprofessor Bobbel alias lokale Asger Rasmussen. Han formåede at samle alle aldre om de mange ballontricks, og latter og klapsalver skiftedes til at runge ud over pladsen.
Lidt senere lykkedes det ligeledes singer/songwriter Bastian Da Cruz at samle mange mennesker om koncerten, hvor han med sin smukke stemme og melodiøse sange skabte en dejlig stemning på det lille torv. Faktisk spillede han præcis den samme sætliste, som han gennemførte sine mange koncerter i USA med gennem hele foråret.
Og langs Hovedgaden gav de mange boder masser af liv og handel. En del lokale handlende meldte om god interesse og en fin omsætning.
Overordnet set endte Brabrand Byfest også med økonomisk at løbe fint rundt – blandt andet takket være sponsorater fra Brabrandhus og Aarhus Festuges Komsammen-pulje.
Her får du en stribe billeder fra en glad lørdag i Hovedgaden. De fleste af billederne er taget af Henrik Andersen.