For mange beboere i Brabrand er den 5. maj 1945 en lidt diffus størrelse, som man kun har hørt om i historie-timerne. Men 97-årige Børge Nielsen husker præcist den dag for præcis 80 år siden – og aftenen før hvor afslutningen på Danmarks besættelse blev bekendtgjort.
Børge Nielsen var for 80 år siden en 17-årig knægt, som året før havde afsluttet sin skoletid på Brabrand Kommuneskole – som i dag hedder Engdalskolen – og var kommet i lære hos A/S Jernkontoret inde i Aarhus.
Den 4. maj var han som så ofte før en lun forårsaften samlet med andre unge på fodboldbanen ved Engbakken. Banen gik under navnet “den skrå bane”, fordi den var anlagt på den specielle måde, at der var et betydeligt fald fra den ene ende til den anden.
“Se, der er nogen, som har hejst flaget henne på Engdalsvej,” lød det pludselig fra en af de andre unge. Et par stykker løb hen for at høre, hvad anledningen var og kom tilbage og fortalte den store nyhed. Tyskerne havde overgivet sig, og krigen var slut.
“Det var nok den hurtigste omklædning, vi nogensinde har haft. Vi skyndte os allesammen hjem,” fortæller Børge Nielsen.
Nyheden om afslutningen på den tyske besættelse af Danmark var kommet via BBC i London, og den havde lynhurtigt spredt sig i hele Brabrand, og folk stormede ud på gaden og gav hinanden knus og råbte glæden ud over hele bydelen.
“Mine forældre havde ellers aldrig haft særlig meget med vores naboer at gøre – men det havde vi da den aften,” siger Børge Nielsen lunt.
Han var som nævnt i lære hos Jernkontoret, der lå i Møllegade i Aarhus. Næste morgen, d. 5. maj, cyklede han ind til Aarhus for at møde på arbejde.
En af opgaverne for den unge lærling var at hente posten på Hovedpostkontoret på Banegårdspladsen. Normalt ville han cykle tilbage ad Vester Allé, der også blev kaldt Fattigdomsbakken.
“Men jeg syntes, at jeg lige skulle ned gennem Strøget for at opleve befrielsen på den officielle dag. Men da jeg kom til hjørnet ved Østergade, stod der en frihedskæmper og spærrede vejen. Der var nemlig skudvekslinger på og omkring Bispetorvet!”
Da han drejede hen ad Østergade for at komme ned til åen og videre til Møllegade, var der liv og glade dage. Mange mennesker var samlet for at fejre den endelig afslutning af tyskernes besættelse.
Afklippet hår fra “tyskertøser”
Tilbage på Jernkontoret ville en af firmaets repræsentanter give lagkage for at fejre den store dag.
Der manglede dog to mand på kontoret. Den ene var “gået under jorden” og var forsvundet for 3-4 uger siden. Han havde siddet ved skrivebordet på sit kontor, da han pludselig rejste sig og kiggede ud af vinduet. Han så en Gestapo-patrulje på vej ned mod Jernkontorets bygning, og han skyndte sig at få jakken på og forsvandt ud ad døren.
“Det viste sig dog, at det slet ikke var ham, de skulle ha´ fat på. Patruljen drejede i stedet ind lidt længere henne ad vejen,” fortæller Børge Nielsen.
Den anden manglende medarbejder, virksomhedens kasserer, dukkede op på kontoret senere på dagen bærende et armbind som de øvrige frihedskæmpere – og et maskingevær.
Rygtet gik, at frihedskæmperne og deres medløbere ikke kun var ude efter de såkaldte værnemagere, der havde tjent penge på at arbejde for tyskerne. Jagten var også gået ind på de såkaldte “tyskerpiger”, som havde haft intime forhold til de tyske soldater. Mange af dem blev opsøgt og fik klippet håret af i dagene efter befrielsen.
Om aftenen, da han skulle hjem, så han bunker af hårtotter ligge flere steder.
“Vi boede jo lidt for os selv derude i Brabrand, så vi havde ikke så meget med den del af besættelsen og dens afslutning at gøre. Vi kendte da godt nogle nazister og frihedskæmpere – men vi havde fået at vide af vores forældre, at den slags snakkede man ikke om. Det var bare sådan, det var.”
Mange mennesker regnede med, at de engelske befriere ville komme til Aarhus – og det skete den 8. maj.
“Jeg var “heldig” at være ude med regninger for Jernkontoret, så jeg overværede deres ankomst i Frederiks Allé. Der var jubel og lykønskninger til de engelske tropper, der kom kørende i små kampvogne og jeeps,” fortæller Børge Nielsen.
Læs også:
Vild jubel og fest i gaderne da Brabrand fejrede afslutningen på fem år med tysk besættelse
