Folkehuset Brabrand summede af liv og glade dage, da dørene endnu engang blev slået op til bankohygge i mandags. Med fællesskab, latter og gode venner i højsædet, slog det benene væk under den ensomhed, der ifølge Ældresagen kan være en stor udfordring blandt ældre.
Af Silje Etva Lund Nørgaard
Bordet er fyldt med nye og gamle bankoplader blandt sprudlende pensionister, der ikke kan vente med at komme i gang igen. Kaffen slubres i flæng, og den lune kringle ryger hurtigt ned. Det er godt med en pause, når hjernen skal køre på de høje nagler til banko.