En mulig ny jernbane mellem Aarhus og Silkeborg hænger i en tynd tråd. Banedanmark har netop afleveret en rapport, der viser, at en ny enkeltsporet bane vil koste mellem 5,1 og 6,6 milliarder kroner. Det er cirka det dobbelte af, hvad politikerne havde forestillet sig, den ville koste.
I løbet af det sidste års tid har både borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, sat mange kræfter ind på at få Banedanmark til at undersøge fordele og ulemper ved en tosporet jernbane til Silkeborg.
I efteråret kom hele Folketingets trafikudvalg på besøg i Brabrand for at diskutere potentialet ved et togstop ved Stenbækvej – som et element i en eventuel ny Silkeborg-bane.
Repræsentanter for borgergrupperne Brabrand på Skinner, Paw Simon Krogh, og Brabrand-Årslev Fællesråd, Per Falk Bredgaard, talte varmt for et trinbræt i bydelen, og de blev bakket op af både Bundsgaard og Bang.
Men alle fortalerne må nok erkende, at en ny tosporet jernbane lige nu kun er tynd teori. For nylig har banedanmark nemlig afleveret en rapport til Folketingets politikere, der viser, at alene en enkeltsporet jernbane mellem de to byer vil blive langt dyrere, end de 2,7 mia. kr., der blev afsat til projektet i forbindelse med Folketingets seneste store trafikaftale, Infrastrukturplan 2035.
Banedanmark har undersøgt seks forskellige linjeføringer og er nået frem til, at det vil koste mellem 5,1 og 6,6 milliarder kroner at anlægge banen, skriver Stiften.
Samtidig viser den samfundsøkonomiske beregning, at en ny bane vil være en underskudsforretning for samfundet:
“Overordnet viser de samfundsøkonomiske vurderinger, at etablering af en ny bane mellem Aarhus og Silkeborg vil være forbundet med økonomiske tab for samfundet. Således overstiger anlægs-, drifts- og vedligeholdelsesomkostninger de samfundsøkonomiske gevinster, der kan forventes, som følge af projektet,” konkluderer Banedanmark ifølge Stiften.
3100 vil bruge ny Brabrand Station
Avisen har spurgt professor på DTU, Otto Anker Nielsen om en vurdering – og han mener, at Banedanmarks overslag over, hvad de 33 km ny Aarhus-Silkeborg-bane vil koste, virker “rablende dyr”, sammenlignet med prisen på en anden ny jernbane, der er ved at blive anlagt over Vestfyn.
Det samme mener blandt andre Socialdemokratiet transportordfører Thomas Jensen, som sammen med andre partiers ordførere ifølge avisen har bedt om en ekstern kvalitetssikring af projektet. Før de har fået resultatet af denne gennemgang, har ingen af dem ønsket at forholde sig til Banedanmarks analyse.
Aarhus Kommune afleverede i efteråret ellers resultatet af en ny trafikanalyse, der viste, at mange flere end hidtil vurderet vil bruge togstationer mod vest, hvis de anlægges som den af en tosporet løsning.
Eksempelvis viste tallene, at hele 3100 personer dagligt ville bruge en ny Brabrand Station ved Stenbækvej, hvis såvel letbane/BRT som regionaltog mod Langå og mod Silkeborg i fremtiden vil stoppe i Brabrand. En tilsvarende analyse fra 2016 viste, at kun 870 dagligt ville tage regionaltoget til/fra Brabrand, hvis det stoppede i bydelen.
Det vides endnu ikke, hvordan trafik-tallene vil se ud uden en ny Silkeborg-bane. Fortalerne for et trinbræt har hidtil foreslået, at det blev regionaltoget fra Langå, der skulle standse i Brabrand.