Der er fuld power på, når den næsten to meter høje australske blues-sanger Mike Elrington torsdag går på scenen på Tønder Festival. Og når han slutter i Tønder, drager han mod nord og stopper på Hejredalsvej i Brabrand, hvor han optræder hos Sten Kloppenborg søndag d. 4. september.
”Denne mand spiller og synger som en steppebrand,” lyder et citat fra en anmeldelse af den australske bluesmusiker, Mike Elrington.
Hans rå vokal, mesterlige guitarspil og sange i blues- og rootsrockgenren har bragt ham frem som et af Australiens store musikalske navne, og han modtog i 2016 prisen “Singer/Songwriter Of The Year” ved The Australian Independent Music Awards.
At Tønder Festival har fået øje på ham, er derfor naturligt. Men hvordan ender han så i Sten Kloppenborgs stue på Hejredalsvej?
”Der er efterhånden mange, der kender mig og huskoncerterne her på Hejredalsvej, og en af de tidligere gæster har kontakt til Mike Elrington. På den måde fik vi skabt kontakten. Jeg havde plads i kalenderen og har jo et set up, der er klar. Og så synes jeg musikken er fed,” fortæller Sten Kloppenborg.
Har udgivet 10 albums
Siden Mike Elrington fra Adelaide som 18-årig begyndte musikerkarrieren, har han turneret utrætteligt i Australien, New Zealand og Storbritannien og har udgivet ti albums. De seneste er ”Afterchock” fra 2020 og livealbummet “Live at the Flying Saucer” fra 2017.
I et interview til webmagasinet Australian Musician fortæller Mike Elrington, at han for alvor tog fat på guitarspillet efter at have hørt en plade med Jimi Hendrix. Især blev han inspireret af nummeret “Red House”, der bragte ham på sporet af bluesmusikkens mestre såsom Muddy Waters, Junior Wells og Buddy Guy.
Søndag d. 4. september kl. 14.00 optræder Mike Elrington solo hos Sten Kloppenborg, Hejredalsvej 116. Billetter koster kr. 200 pr person, der skal indbetales på MobilePayboks “CCC musik1” eller 9352ZP. Pladsen er sikret når pengene er indbetalt. Entreen går ubeskåret til kunstneren. Læs mere her.