
Hvis du er en af dem, der daglig tager turen ad Holmstrupgårdvej mellem Brabrand og Tilst, er du måske ved at være lidt træt af ensretningen af vejen, der har varet siden november 2025. Men nu er der lys forude: Vejen åbnes sandsynligvis igen d. 31. januar.
I årevis har politikerne i Aarhus Byråd haft fokus på, at trafiksikkerheden skal øges på Holmstrupgårdvej ved indkørslen til Egebakkeskolen, og nu bliver vejen omlagt på stedet.
Det har siden november medført, at vejen er ensrettet, hvor entreprenøren arbejder – og det betyder omkørsel for trafikanterne, som kommer fra Tilst-siden.
Aarhus Kommune havde i første omgang stillet bilisterne i udsigt, at arbejdet ville være færdigt d. 28. november, sådan at ensretningen kunne ophæves, men sådan gik det ikke.
“Vi havde håbet, at arbejdet kunne være færdigt inden december, hvor vi kunne forvente vintervejr og frost. Men ledningsomlægninger har vi desværre ikke kontrol over, og de har forsinket arbejdet,” forklarer projektleder Mitra Doroudian, Teknik og Miljø.
Sidste fase udskydes til foråret
Ledningerne må i følge reglerne ikke ligge under vejen, og derfor skal de flyttes, når vejen udvides på strækningen. Det skal ledningsejerne selv ordne, og det skete senere, end Teknik og Miljø havde håbet på. Derfor blev projektet forsinket.
“Og nu er vi primært ramt af vintervejret. Man ved godt, at det kan være udfordrende i december og januar, og det har også skabt yderligere forsinkelser,” siger Mitra Doroudian.
“Men som det ser ud i dag, og hvis vejret ikke bliver værre, end vi har det nu, og de sidste ledningsomlægninger bliver udført som planlagt, åbner vi vejen op d. 31. januar.”
Det var den gode nyhed – men det hører dog med til historien, at arbejdet på stedet ikke er færdigt. Man mangler at etablere de nye midterheller og lægge nyt slidlag på vej og cykelsti, og dette arbejde kan først gennemføres, når man ikke risikerer dage med frostvejr. Derfor udskydes denne del til marts-april.
“Derfor vælger vi at åbne vejen, så snart den nuværende fase er afsluttet – og så ensretter vi vejen igen til foråret, når vi kan komme i gang med hellerne, lave brolægningsarbejde og lægge slidlag,” siger projektlederen.
Hun vurderer, at denne afsluttende etape vil vare ca. 2-4 uger.
Læs også:
Omlægning af Holmstrupgårdvej ensretter vejen frem til slutningen af november
