Flere end nogensinde er i beskæftigelse i Aarhus – men det kniber for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Projektet Opgang til Opgang i Gellerup søger derfor samarbejde med virksomheder i Brabrand-området, som har brug for løsning af mindre, enkle opgaver på arbejdspladsen.
Shamso Mohamud smiler. Hun har fået job i Aros Forsikring. Selvom hun ikke ligner den typiske ansatte i forsikringsbranchen, var direktør Morten Dissing ikke i tvivl, da hun havde været en måned i praktik.
”Vi oplevede en utrolig dygtig, sød og smilende medarbejder, der gjorde en forskel. Da praktikperioden udløb, var vi slet ikke i tvivl. Hun skulle selvfølgelig fastansættes,” siger han.
Shamso Mohamud sørger hver dag for at gøre mødelokaler klar, holder køkkenet rent og pænt og gør frokosten klar. Det var opgaver, som forskellige medarbejdere i Aros Forsikring tidligere ordnede i korte pauser. Nu hvor hun er ansat, kan de koncentrere sig om deres egentlige opgaver.
Hun er en af de beboere i Gellerupparken, som længe har ønsket sig et arbejde, men som har haft sværest ved at få fodfæste på et arbejdsmarked, hvor der i stadig mindre grad er plads til dem, som har brug for et længere tilløb.
Det er de mennesker, projektet Opgang til Opgang forsøger at hjælpe. Projektets medarbejdere har tæt kontakt til 60 familier i Gellerup, som har det til fælles, at de voksne i familien har været langt fra job og uddannelse.
Men udfordringen er at finde jobs nok af den slags, der kan være det første lille skridt ind på arbejdsmarkedet.
”Vi har et ønske om, at lokalområdets virksomheder vil være med til at skabe plads til en af dem, der ellers er ved at glide stadig længere væk fra et job. Vi taler ikke om et fuldtidsjob – men om at få øje på nogle mindre opgaver, virksomheden ikke får løst i dag,” siger virksomhedskonsulent Marlene Salholt, Opgang til Opgang.
Projektet er blandt andet støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og skal i tæt samarbejde med familierne hjælpe de voksne i gang med job eller uddannelse.
Håber at flere virksomheder vil tage ansvar
I Gellerup-området har blandt andre Café Europa skabt en del af den type jobs. Eksempelvis møder to-tre kvinder hver morgen og gør kaffemaskiner klar. Det kan de ikke leve af, men de kommer i gang, og oplever at de gør en forskel.
Tilsvarende har også GLS-shoppen i City Vest i en periode ansat en person til at hjælpe med at sætte pakkerne i nummerorden. Det hjælper de øvrige ansatte til, at de kan gøre deres arbejde hurtigere.
”Vi håber, at endnu flere virksomheder vil hjælpe med at tage et ansvar. Og som virksomhed må det da være attraktivt at få løst opgaver, som man ellers kun får løst, hvis man render med tungen ud af halsen. Det kan være alt fra 2 timer om ugen til fuld tid. Og 20 timer ville være fantastisk,” siger hun.
Skaber stolthed og selvværd
Marlene Salholt glæder sig over at opleve effekten af, at Shamso Mohamud nu har fået job hos Aros Forsikring. Det påvirker hele familien positivt, at hun nu hver dag kan tage af sted på arbejde. Det giver stolthed og øget selvværd.
Marlene Salholt møder mange andre kvinder ligesom Shamso Mohamud, som virkelig gerne vil have et job. De har typisk kun oplevet det ene praktik-forløb efter det andet. De står ikke først i jobkøen, men er meget motiverede for at komme i gang, hvis de skulle få chancen.
”De arbejder måske i starten lidt langsommere end dig og mig, men er fysisk helt klar til at passe et arbejde.”
”Se det som en mulighed”
For nylig talte borgmester Jacob Bundsgaard i sin nyhedsbriefing om det glædelige i, at de århusianske virksomheder sidste år skabte 11.000 nye job, så det samlede antal arbejdspladser satte ny rekord med 208.000 jobs i Aarhus Kommune.
”Vi har aldrig haft så få ledige som nu. Det her handler om dem, der er tilbage, dem som ikke matcher de ønskede jobkrav 100 procent,” siger Marlene Salholt. Hun oplever, at nogle af de ledige – selvom de er fysisk og mentalt klar – tilsyneladende har fået endnu længere vej til at få et job.
”Nogle lokale virksomhedsejere tænker måske, ”Hvorfor er det altid os, der skal løse problemerne?” Men man kan også vende det om og se det som en mulighed: De her mennesker kan blive stabile og loyale og være i virksomheden i mange år – men de har virkelig brug for, at nogen giver dem en chance.”
Marlene Salholt understreger, at medarbejderne i Opgang til Opgang har ressourcerne til at være med til at hjælpe den nye medarbejder i gang i den første tid. Og er der for eksempel brug for en tolk, finder man også ud af det.
”Nogle taler endnu ikke så godt dansk, men det kommer de til. Man får hurtigt et større ordforråd, når man hører nogle andre ord, end dem, man kender.”
I denne video kan du møde Shamso Mohamud, og Morten Dissing fra Aros Forsikring fortæller om ansættelsen i virksomheden.
Hvis du vil i kontakt med Opgang til Opgang, kan du skrive til virksomhedskonsulent Marlene Salholt på email samar@aarhus.dk