
Omdannelsen af Gellerupparken har medført, at der allerede er kommet næsten 2000 nye private boliger i bydelen. Men samtlige nye boliger er lejeboliger. Det er et problem, mener Aarhus Kommune, som har ønsket plan-lovgivningen ændret, så kommunen kan stille krav om flere ejerboliger. Det får kommunen lov til nu.
Med en ny politisk aftale er der enighed blandt de politiske partier, der står i bag planloven, om at ændre loven. Fremover får kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 procent af boligerne i et område skal være ejerboliger.
Tirsdag morgen kom udmeldingen fra By-, Land- og Kirkeministeriet, der vil skabe stor glæde i Aarhus Kommune. Blandt andet i Gellerup har man længe ønsket at få flere ejerboliger. Men kommunen har ikke kunnet stille krav om det.
“Vi har brug for hjælp fra Christiansborg, for at vi kan sikre, at en blandet beboersammensætning i bydele som Gellerup,” sagde nuværende borgmester Anders Winnerskjold, da han i november 2023 besøgte Gellerup som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Boligbyggeriet i og omkring de større byer har i de seneste år været domineret af private lejeboliger. Siden 2016 er andelen af nybyggeri til eje faldet markant, særligt i København og Aarhus, hvor ejerboliger i 2022 kun udgjorde ca. 15 pct. af det samlede nybyggeri.
Samtidig er efterspørgslen på ejerboliger så stor, at priserne er steget drastisk, særligt omkring de største danske byer.
Derfor er Aarhus Kommunes ønske om at få flere ejerboliger i Gellerup kun vokset de sidste par år, og dette ønske menes bl.a. at have stået i vejen for en aftale med A. Enggaard A/S om en udviklingsplan for City Vest.
Med den nye aftale kan Aarhus Kommune kræve, at en fjerdedel af boligerne bliver ejerboliger.
Stærkt ønske om en blandet by
Der er enighed i forligskredsen bag planloven om at ændre loven, så kommunerne har mulighed for at planlægge for op til 25 procent ejerboliger. Forligskredsen omfatter regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger:
“Vi ved, at danskerne gerne vil eje deres egen bolig. Men alligevel bliver der ikke bygget nok ejerboliger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan sikre, at der bliver bygget flere af den slags boliger, som danskerne efterspørger. Det er sundt at eje sin egen bolig, og fremover vil flere danskere få deres ejerboligdrømme opfyldt”.
Og borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold (S), glæder sig:
”Aarhus Kommune har et stærkt ønske om at skabe en blandet by. Både for at understøtte sammenhængskraften og for at udgå vores boligområder bliver afgrænsede enklaver for bestemte grupper eller samfundslag. Derfor er det rigtig glædeligt, at der er lyttet til, at vi har manglet mulighed for at stille krav til andelen af private boliger i et lokalplansområde – ikke mindst i forhold til vores udsatte bydele, hvor vi virkeligt har savnet redskaber, men også så vi kan give flere mulighed for at få foden under eget bord.”
Læs også:
Flere end 1100 nye boliger i Gellerup – men ingen ejerboliger
