Omdannelsen af Gellerupparken er foreløbig resulteret i 1119 nye private boliger i bydelen. Men samtlige nye boliger er lejeboliger. Det er et problem, mener Aarhus Kommune, som ønsker plan-lovgivningen ændret, sådan at kommune kan stille krav om flere private familieboliger.
31-årige Rasmus Søstrøm er en af den unge middelklasse, som Aarhus Kommune håber vil være en del af Gellerupparken i fremtiden. Han bevæger sig hjemmevant rundt i bydelen og er ikke afvisende for at flytte til bydelen med sin familie.
”Grundlæggende synes jeg, Gellerup er et smukt og dejligt sted, der ligger tæt på søen, tæt på Åbyhøj og i cykelafstand til Aarhus C. Det er egentlig et dejligt multietnisk sted, hvor der sker mange spændende ting, og jeg kan godt li´, at der er bragt forskellige kreative erhverv til området,” fortæller Rasmus Søstrøm, som arbejder i Teknik og Miljøs kontorhus Blixens og derfor har sin daglige gang i området.
Men alligevel er det langtfra sikkert, at han og familien kommer til at flytte ind i Gellerup. Han føler sig endnu ikke overbevist om, at Gellerup daginstitutioner og kommende skole er det rigtige sted for hans børn. Desuden oplever han fortsat sociale udfordringer, der har betydning i forhold til trygheden i området.
Og så er der endnu et element, som han ligeledes betegner som afgørende. Der er ingen ejerboliger i Gellerup:
”Der er mange steder i Aarhus, man kan leje et rækkehus, og det er heller ikke noget problem at finde en god leje-lejlighed. Men hvis vi skulle flytte til for eksempel Gellerup, er det vigtigt, at der også er ejerboliger, så vi har mulighed for at spare op i mursten, ligesom mange andre også ønsker. Jeg tror, at rigtig mange har en interesse i, at flere kan købe i stedet for at leje deres bolig,” siger Rasmus Søstrøm.
Han er godt klar over, at han er en del af den unge middelklasse, som vil være attraktive indflyttere i det nye Gellerup. Men han understreger igen, at det ikke i sig selv er nok, at der findes ejerboliger i Gellerup.
Først og fremmest skal området tilbyde overbevisende daginstitutioner og skole, han vil føle sig tryg ved at lade sine børn vokse op i. Det er især elementer som dem, han og hans kæreste vil se grundigt på, før de beslutter sig for at flytte væk fra Øgaderne, hvor de bor i dag.
Alle nye boliger i Gellerup er lejeboliger
Der er allerede opført masser af nye boliger i Gellerupparken som en del af omdannelsen af bydelen. Men de er alle sammen lejeboliger – og de fleste af dem små lejligheder, der egner sig bedst til enlige eller par uden børn.
En nylig opgørelse fra Aarhus Kommune viser, at af de 1119 boliger, der enten er opført, eller hvor der er vedtaget en lokalplan for opførelsen af dem, så er der ikke en eneste ejerbolig.
Over halvdelen – 643 – er under 50 kvadratmeter. Her trækker de 352 kollegieboliger på Aarhus-Kollegiet naturligvis en del op.
Kun 287 er familieboliger over 90 kvadratmeter. De 211 findes i Pionérhusene, der er opført af Svanen Gruppen i det sydøstlige hjørne af Gudrunsvej, mens 75 er kommende lejeboliger i boligbyggeriet Trekanten, der opføres ud mod Hejredalsvej af AP Pension.
Dertil kommer yderligere 526 private lejeboliger langs Trille Lucassens Gade og Gudrunsvej, hvor lokalplaner er vedtaget eller på vej gennem byrådet. Kun 62 er rækkehuse, mens 464 er etageboliger.
Vil sikre blandet beboersammensætning
Aarhus Kommune vil have ejerboliger i området, og derfor vil kommunen have regeringen til at ændre planloven, så kommunen kan stille krav om, at almene boliger og private boliger skal opføres i samme takt, og så der kan stilles krav om en mindsteandel af ejerboliger i nye lokalplaner. Det kan kommunerne ikke i dag.
Mandag var rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, vært for et besøg i Gellerup af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Undervejs fortalte han og direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, om ønsket om flere ejerboliger i Gellerup.
”Vi har to store udfordringer i Aarhus. Dels vil vi gerne sikre, at vi i Aarhus får mere blandede bydele med et godt mix af ejerboliger og lejeboliger. Og dels har folk med middelindkomster som sygeplejesker og tømrere svært ved at finde boliger i Aarhus, de har råd til at købe,” siger Anders Winnerskjold.
”Derfor har vi brug for hjælp fra Christiansborg, for at vi kan sikre, at en blandet beboersammensætning i bydele som Gellerup. Vi oplever stor lydhørhed på Christiansborg. Nu kommer så diskussion om, hvordan vi konkret gør det her,” siger rådmanden.