
Et helt nyt kvarter i Gellerup begynder snart at se afsluttet ud set fra Gudrunsvej. Med opførelsen af to kommende karréer kaldet Lysvæld, får området Helheden mellem Åby Ringvej, Edwin Rahrs Vej og Gudrunsvej i alt 472 boliger. Torsdag holdt A. Enggaard rejsegilde på byggeriet Lysvæld.
Set fra Gudrunsvej er der efterhånden ikke flere “ huller” i det 60.000 kvadratmeter store areal mellem Edwin Rahrs Vej, Gudrunsvej og Åby Ringvej kaldet Helheden.
A. Enggaard overtog for nogle år siden sammen med pensionskassen PKA hele arealet med henblik på at skabe en blandet bydel med erhverv, boliger, detailhandel og institutioner – og arealet tager nu for alvor form.
Torsdag formiddag indbød A., Enggaard til det traditionsrige rejsegilde, hvor blandt andre arkitekt Steen Gissel, Sweco Architects, fortalte om at bygge nyt lige op ad de klassiske modernistiske Blach Petersen-tegnede boligblokke på den anden side af Gudrunsvej fra omkring 1970.
“Det var med stor ydmyghed, at vi sammen med bygherrens team gik i gang med opgaven for et par år siden. Vi var ydmyge, fordi de nærmeste blokke, vi ser her på Gudrunsvej, er ikonisk arkitektur, der kan ses på lang afstand mange steder i byen. Det er jo altid dem, der har defineret Gellerupplanen,” sagde Steen Gissel.
“Vi er ydmyge over at få lov til at være med til at bygge op mod de bygninger, fordi vi synes, det er fantastisk flotte bygninger.”
Til Vores Brabrand forklarede Steen Gissel efterfølgende, at det for arkitektfirmaet har handlet om at finde en rød tråd i byggerierne langs Gudrunsvej.
Med byggeriet Lysvæld har man skullet forsøge at binde nyt og oprindelig arkitektur sammen – fra Netto-bygningen på hjørnet til Edwin Rahrs Vej og ned ad Gudrunsvej, hvor der på østsiden ikke tidligere har været bebygget.
“Vi har kigget på en masse detaljer og på farverne i området. Vi har virkelig gjort meget ud af at studere, hvad der var i forvejen i området, og har så kommet med vores bud på, hvad der kan binde det hele sammen,” sagde Steen Gissel.
Han tilføjede, at udgangspunktet egentlig var at bygge to lukkede karréer. Men man valgte at ændrer den ene til et mere åbent byggeri.
“Vi synes, at det er blevet meget bedre, fordi vi får et større uderum mellem de to dele af Lysvæld og får mere lys og luft herned.”
Vigtig transformation
Regionschef hos A. Enggaard, Dennis Thranum, havde i sin tale ved rejsegildet fokus på de store forandringer af Gellerup, der sker i disse år.
“I A. Enggaard er vi utrolig stolte af at være en del af den transformation. Vi har i rigtig mange år arbejdet målrettet på at transformere området her til en attraktiv bydel med liv, identitet og fællesskaber,” sagde Dennis Thranum.

“Og når man går rundt herude i dag, synes jeg, man kan fornemme, at vi er godt på vej. Om nogle år kan vi forhåbentlig se tilbage på, at I har gjort en samfundsmæssig forskel, og området her er blevet et attraktivt boligområde for både nuværende og fremtidige beboere,” sagde han henvendt til de mange håndværkere på pladsen.
“Den indsats, I alle gør hver dag her på byggepladsen, er med til at gøre en kæmpe forskel i omdannelsen af det her område. Med realiseringen af byggeriet vil det være muligt at tiltrække nye målgrupper til området, hvilket åbner op for nye muligheder og sunde fællesskaber,” tilføjede Dennis Thranum.
Stor interesse for nye boliger
Når de 251 lejligheder i Lysvæld står færdige i 2027, vil der være i alt 472 boliger i området, som A. Enggaard og PKA har døbt Abildhøj, navngivet efter den historiske betegnelse for området, der var kendt som det højeste punkt i Brabrand.
Desuden omfatter området Aarhus Friplejehjem Helheden og Globus 1, der igen rummer idrætshal, lægehus, forskellige sundhedstilbud og daginstitutioner.
Som det også gælder A. Enggaards øvrige nybyggerier i Gellerup, er der hovedsagelig tale om mindre 2- og 3-værelses lejligheder. Det er en boligtype, som investorerne oplever som forholdsvis nemme at leje ud, fortæller projektudviklingschef Jacob Futterup Sørensen, A. Enggaard:
“Vi har oplevet en meget stor interesse for vores boliger i Gellerup generelt og Abildhøj specifikt. Abildhøj består i dag af 221 boliger, og alle er udlejet – inklusive de sidste lejligheder i Solhverv, som stod klar for blot en måned siden,” siger han.
Der mangler dog stadig noget for at kunne opfylde drømmen om den blandede bydel: Ud mod Åby Ringvej står det planlagte bånd af erhvervsbyggerier stadig ubebygget.
A. Enggaard forsøger ihærdigt at tiltrække erhvervsvirksomheder til området – blandt andet ved at henvise til den centrale placering i Aarhus og nærheden til centrale dele af vejnettet. Men endnu er det ikke lykkedes at lande afgørende erhvervsaftaler.
Læs også:
Nyt boligbyggeri med plads til fællesskaber og en fantastisk udsigt fra toppen af Brabrand




