I strålende sol fejrede Engdalskolens elever, lærere, forældre, bedsteforældre – og en masse tidligere elever – torsdag eftermiddag skolens 90 års jubilæum. Der blev serveret store mængder kage, og alle gæsterne kunne nærmest som en tidsrejse gå rundt på skolen og opleve tidligere årtier.
Humøret var højt hos både børn og voksne på en herlig torsdag eftermiddag, hvor der blev set både frem og tilbage på skoletiden før og nu.
Tidligere elever kunne fortælle om at gå i skole i 70´erne, 60´erne, 50´erne – og nogle endnu længere tilbage.
96-årige Børge Nielsen var som en af de få fremmødte endnu ældre end skolen. Sammen med endnu en veteran fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, Henrik Andersen, hejste han kl. 13.30 flaget som tegn på, at jubilæumsdagen var begyndt.
De to leverede i løbet af eftermiddagen masser af fortællinger og anekdoter fra deres tid på skolen og svarede på spørgsmål om Engdalskolen i gamle dage.
Også mange andre kunne i løbet af eftermiddagen fortælle om, hvordan de havde fået lussinger, slag med violinbuen – eller den frygtede ”karrusseltur”, hvor læreren hev én op ved håret, drejede rundt og til sidst stod med en tot hår i hånden…
”Ja, heldigvis er det en anden folkeskole, vi har i dag,” sagde skoleleder Louise Schmidt med et smil, da hun hørte om nogle af fortidens vilde historier.
Hun havde forinden budt velkommen til jubilæumsdagen, hvor alle råbte et ni-foldigt hurraråb og sang med på en ægte jubilæumssang på melodien ”Cirkus Buster”:
”Vi er Brabrands rappe unger
og vi synger, så det runger
HEJ FOR ENGDALSKOLEN
Du har fødselsdag – tillykke!
Du er uden sidestykke
HEJ FOR ENGDALSKOLEN
Skolen over engen knejser som et slot
Søen kigger på dig, den er blank og flot.
Vi fra Engdalskolen
Vil gerne fejre, at du fylder år,
Et højt HURRA fra os du får!”
Forinden havde alle eleverne og de øvrige besøgende været rundt på skolen – på opdagelse blandt de mange udstillinger og forskellige kreative påfund – for eksempel en tidsrejse tilbage til 60´erne, hvor man kunne opleve alt fra månelandingen til rødstrømper og et ægte ungdomsoprør.
”Jeg er så stolt over alt det, eleverne har produceret i løbet af ugen. Det er en skøn skole og nogle fantastiske børn, der har fået skabt alt det her sammen med deres lærere,” sagde skoleleder Louise Schmidt.
”Og sikke en forældreopbakning, der er. Allerede kl. 13.30 var der mange forældre på skolen – og bedsteforældre, tidligere elever, tidligere lærere. Det er helt fantastisk at opleve så mange, der lige kiggede forbi,” sagde hun.