Lørdag kl. 10 slår endnu en butik dørene op på Hovedgaden i Brabrand. 24-årige Eva Nordentoft åbner sin nye butik, Lullabuy, med tøj til de yngste børn på adressen Hovedgaden 32, der også huser pop-op-shoppen med vin og gaveartikler.
Hendes egen lille søn, Samiel, er nu blevet 16 måneder, og hun har selv fået sine første erfaringer med, hvor dyrt børnetøj er. Så nu mener Eva Nordentoft, at det er tiden at gøre noget ved det.
Det seneste års tid har hun og hendes mad arbejdet på at finde de bedste leverandører af tøj til 0-8-årige. Kravet var, at tøjet skulle være lavet af rent bomuld og i det hele taget være af god kvalitet. Og så var prisen også afgørende.
”Jeg har jo selv oplevet, hvor dyrt børnetøj er. Mange steder koster det nærmest lige så meget som tøj til voksne. For mig er det vigtigere, at jeg kan sælge børnetøj til en ordentlig pris, end at jeg kan tjene mange penge på det,” siger hun.
Hendes mand har flere gange været i udlandet for at besøge forskellige producenter, og de har nu sammen fundet frem til de leverandører, de i første omgang vil samarbejde med.
Satser på både webshop og fysisk butik
Hun har siden åbningen af Vinkælderen på Hovedgaden arbejdet sammen med indehaver Sten Benjaminsen. Det samarbejde er fortsat, og han har tilbudt hende et lokale i butikken på Hovedgaden 32, der også rummer salg af vin, spiritus og gaveartikler.
Lullabuy får også en webshop, men i den lille butik kan man finde et bredt udvalg af de varer, hun forhandler.
”Jeg har valgt lidt forskellige mærker – så få jeg lige prøvet af, hvad der er mest efterspørgsel efter. Jeg har jo ikke prøvet det før,” siger den 24-årige iværksætter.
”Senere planlægger jeg at udvide med legetøj og dekorationer til værelset. Jeg vælger at fokusere på et område ad gangen, og så må jeg ellers gøre det bedste, jeg kan. Det handler også om at få de rigtige ting hjem, der er produceret på ordentlige vilkår og overholder vores kvalitets-standarder.”
Varm kakao og gode vintilbud
I den kommende weekend bliver åbningen af Lullabuy fejret på Hovedgaden 32. Lørdag og søndag kl. 10-16 er der åbent, og kunderne bliver budt velkommen med varm kakao med flødeskum.
Sten Benjaminsen lover ekstra gode vintilbud, som han mener slår tilbuddene i grænsebutikkerne. Og desuden vil der være små konkurrencer og gaver til de første 20 kunder i Lullabuy
Det bliver to dage fyldt med hyggelig stemning, lover Eva Nordentoft – og barnevogne er naturligvis velkomne.