
20-årige Mads Madsen fra Brabrand er vild med kommunalpolitik. Mens mange af hans jævnaldrende måske knap har opdaget, at der er kommunalvalg i næste uge, stiller han selv op i Aarhus som en af de yngste kandidater og bruger lige nu al sin fritid på samtaler om politik.
Mads Madsen er godt klar over, at han måske er lidt speciel, når det gælder fritids-interesser.
“Det sker ikke nødvendigvis for så mange unge, men jeg er virkelig blevet tændt på kommunalpolitik,” siger den 20-årige byrådskandidat.
“Det er ret nemt at forholde sig til. Kommunalpolitik er alt det nære og håndgribelige. Offentlig transport, skoler, daginstitutioner, byrum, og ældrepleje. Det er al den velfærd, man mærker i sin hverdag. Det er byen, vi alle lever i og bruger i vores hverdag,” siger han passioneret.
Det skal straks siges, at politik ikke er helt nyt for Mads Madsen. Mens han gik på Sødalskolen, blev han i 2019 valgt til Børne- og Unge-byrådet i Aarhus. Og i 2021-22 repræsenterede han de århusianske børn og unge inde på rådhuset i Aarhus som børn- og unge-borgmester.
Han sad blandt andet med i den styregruppe, der formulerede kommunens børn- og ungepolitik, og det var den slags oplevelser, der var med til at fyre op under hans interesse for politik.
“Jeg sad med i udvalget på lige fod med bl.a. Danmarks Lærerforening og pædagogernes fagforening BUPL, og det var fedt at opleve at blive taget seriøst og lyttet til,” fortæller han.
Prioriterer sager som folk går op i
I de seneste år har han været involveret i lidt ungdomspolitik, indtil Danmarksdemokraternes byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen skrev til ham. Var han interesseret i at stille op til byrådet for Danmarksdemokraterne?
“Jeg havde fulgt Jakob og hans arbejde i byrådet, og jeg vidste, at hvis jeg skulle stille op, så var det for dem,” siger han.
Han forklarer, at partiet for ham skiller sig ud ved at få forrest i kampen for
Borgerinddragelsen i Aarhus Kommune, blandt andet når det gælder byggesager. Her kommunen blevet kritiseret for ikke at lytte nok til de beboere, der bor rundt om større byggeprojekter.
“Og så er Danmarksdemokraterne tit klar til at tage sager op, der måske virker meget lokale og nicheagtige, men er sager, som folk går op i. Og for nogle mennesker er det en grundsten i tilværelsen,” forklarer Mads Madsen.
Han nævner kampen for at bevare den legendariske grillbar Havnens Perle på havnen i Aarhus som et eksempel – og opbakning til en nogle husbåds-ejere, der ikke længere måtte bo i deres både, som et andet.
“Desuden er der ældreplejen og børn og unge-området, hvor Jakob markeret sig fint. Plus nedlukningen af midtbyen og den offentlige transport. Vi mener, at man valgte at lukke byen ned, før man fik den offentlige transport på plads,” siger han.
“Og så er der den generelle hetz mod bilisterne, som vi heller ikke er enige i.”
Interessen for netop Danmarksdemokraternes arbejde voksede hos ham i den periode i efteråret 2024, hvor han både meldte sig ind i partiet og også sagde ja til at stille op.
Holder af dialogmøderne
Det har været både spændende og travle måneder for Mads Madsen her i efteråret, hvor valgkampen for alvor tog fart.
“Det har været meget spændende at komme ud og møde nogle århusianere, der kæmper nogle kampe,” siger han.
Der har været både klassiske paneldebatter og dialogmøder, hvor foreninger eller lokalområder inviterer kandidater ud for at tale om emner, der optager lokalt.
Blandt andet har han været i Solbjerg, hvor man ønskede at sætte dårlige lokale idrætsfaciliteter og nedklassificering af veje på dagsordenen. Også hjemme i Brabrand, hvor han kommer fra, har han været ude at tale med folk.
Han er opvokset på Tranebærvej, havde fritidsjob i Rema 1000 og har gået på Sødalskolen i hele sin folkeskole-tid. For nylig er han flyttet til Viby, men han kender stadig mange mennesker i Brabrand.
“Min fornemste opgave, hvis jeg bliver valgt, er at repræsentere århusianerne, og det gør jeg bedst ved at lytte til de bekymringer og frustrationer, folk har lokalt,” siger han.
“Jeg synes rigtig godt om dialogmøderne frem for de klassiske valgmøder, der let bliver en slags politisk teater, hvor man kæmper for at få ret eller for at få de andre kandidater til at fremstå som nogen, der ikke har styr på tingene.”
Han skulle egentlig have været inde som værnepligtig nu. Men i september gik knæet af led, og derfor er han i stedet vendt tilbage til det job, i Rema 1000-kæden, han havde orlov fra.
Målet er lige nu at blive valgt til Aarhus Byråd – og også på længere sigt vil han have mere fokus på lokalpolitikken end at gå efter en Folketings-plads.
“I kommunalpolitik har man mulighed for at være fritidspolitiker. Jeg vil gerne fortsat være ude på arbejdsmarkedet og have en almindelig hverdag ved siden af politikken,” siger han.
Læs også:
