
Future Female Sounds vil gerne have flere kvinder i musikmiljøet og arbejder på at udvikle flere kvindelige DJ’s. I samarbejde med kulturplatformen Andromeda 8220 inviterer Future Female Sounds til DJ-workshop på Gudrunsvej 78.
Fire dages DJ-workshop for kvinder og “femme-identificerende personer”. Sådan lyder tilbuddet fra Future Female Sounds, som vil holde workshoppen hos Andromeda 8220 på Gudrunsvej 78.
Her vil deltagerne blive introduceret til DJ-faget af professionelle DJ’s og folk fra musikbranchen. Deltagerne vil gå derfra med tekniske kundskaber, et kendskab til branchen og med et netværk af kvindelige DJ’s i hele Danmark med mulighed for at komme ud og spille.
Workshoppen kulminerer med en klubaften på spillestedet Radar, hvor de nyuddannede DJ’s optræder foran et publikum i selskab med nogle af Danmarks mest etablerede kvindelige DJ’s, AVIAJA og DJ LoveCatt.
Oplagt med placering i Aarhus V
Savan Amed-Mohammed (DJ LoveCatt) har været en del af Future Female Sounds det sidste år og er i dag etableret DJ, der spiller til alt fra undergrundsfester til kommercielle events:
”Future Female Sounds har givet mig muligheden for at være en del af et fællesskab, da jeg var i gang med at lære DJ’ing. Det har været skønt at have et sted og nogle mennesker at kunne spejle sig i og stille alle sine spørgsmål”, siger hun.
Workshoppen afvikles i samarbejde med Andromeda 8220, der med sin placering i Aarhus Vest har en god forståelse af Aarhus’ rige musikhistorie.
“Det bliver spændende at se, hvilke lyde deltagerne bringer på banen. Vi synes, det giver så god mening at afholde workshoppen her i Aarhus Vest, der siden 90’erne har bidraget til den århusianske musikhistorie”, siger Aysha Amin, der er medstifter af Andromeda 8220.
Workshoppen afvikles d. 10.-13. marts og tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet. Følg med på Facebook for mere information.