Rap, jazz, americana, latin-pop og masser af god litteratur. Det er bare en del af, hvad du kan opleve på Brabrands musik- og litteraturfestival VinterStemmer på Gasværket lørdag d. 28. januar. Med en imponerende sans for timing og aktualitet har folkene bag festivalen sammensat endnu et flot program.
Her kan du lære de optrædende på årets VinterStemmer nærmere at kende. Du finder et link til festivalens program i bunden af artiklen.
Benjamin Koppels familie-krønike har taget publikum med storm
Benjamin Koppel er rundet af en stor dansk musikerfamilie og er måske mest kendt som musiker og saxofonist.
Han har i år udgivet sin første skønlitterære bog: Annas sang, og romanen har i den grad taget anmeldere og læsere med storm.
Familiekrøniken der bygger på Benjamins grandtante Annas næsten 100-årige liv, har rørt folk over hele landet og har gjort bogen til en af de bedst sælgende bøger denne sommer.
Romanens hovedperson, Hannah, vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker som sine brødre, og bliver optaget på konservatoriet.
Da hun forelsker sig i den unge idealist Aksel, synes friheden og lykken at være lige indenfor rækkevidde. Men i hendes jødiske familie betyder slægten og traditionerne alt, og da brødrene afviser ægteskabsmæglerens forslag til jødiske brude og gifter de sig med danske kvinder, er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?
Bogen bygger i høj grad på hans tante Annas vanskelige og dramatiske liv, som hun nåede at fortælle om til Benjamin gennem en række samtaler i de sidste år af hendes liv.
Annas historie er en medrivende fortælling om pligt, social kontrol, ensomhed, forfølgelse og krig, men også om kunst, ukueligt livsmod og den alt-overvindende kærlighed. På VinterStemmer vil Benjamin Koppel læse op af og fortælle om ”Annas Sang”.
Alberte Winding: Bog og album om tid på Martha´s Vineyard
Alberte Winding er ligeledes nok mest kendt som sangskriver og musiker, og hendes efternavn kendes i de fleste musiker- og kunstnerkredse.
Hun er født i 1963, debuterede som forfatter i 2006 og har udgivet bøger for voksne, unge og børn. Hendes seneste voksenroman Småt brændbart er en efterfølger til bestselleren Kastevind fra 2019.
I foråret 2020 udgav Alberte Winding en plade med titlen Martha´s Vineyard, som musikalsk beskriver hendes ungdom på øen, hvor romanen foregår.
Når solen står op over USA, rammer de første stråler en ø, der er halvt så stor som Bornholm. Det er her omkring, de første europæere oprindeligt gik i land på de hvide sandstrande og sidenhen placerede fyrtårne på klippekysterne.
Det er her, at historien om Amerika begynder, og det er herfra Alberte Windings nye erindringsroman går sin gang. Hun fortæller selv til Gyldendal:
”Bogen tager udgangspunkt i mit liv, men det er en erindringsroman, og jeg har haft brug for at lægge et fiktionsfilter på for at turde undersøge en svær tid. Jeg lander selv på Martha’s Vineyard og ser en ø med natur, ro og harmoni. Men når man har knuder indenbords, så styrer man også mod dem. Jeg fik en kæreste, der kørte fuld rundt i en bil, og vi var i et hårdt miljø. Ja, jeg valgte det sted, der var allerfarligst at være.”
Jesper Grønkjær fortæller om mødet med det fremmede
Jesper Grønkjær bor i Laskedalen i Brabrand, men skifter jævnligt hverdagen ud, så det i stedet for ligusterhæk, Webergrill og Brenderup-trailere, handler om stegende ørkener, golde sletter og frodige savanner.
Han balancerer skarpt mellem humor og seriøsitet i sit møde med fremmede mennesker og har en særlig evne til at få folk til at åbne sig op.
Han mødes med narkomaner, præster, politikere, kræftpatienter og mange andre, som han beskriver i sine bøger. Du kan blandt andet høre ham fortælle om mødet med den frygtede kvindelige massemorder “Hun-Djævelen”, med 400 liv på samvittigheden.
I 25 år har han rejst verden rundt og samlet personlige beretninger og er nu optaget i Eventyrernes Klub – med en mission om at sprede smil i verdens brændpunkter. Han mener, at smilet er det sprog, vi alle taler – på tværs af grænser, hudfarve, social og økonomisk status, religion m.m.
Som forfatter tager han sine læsere med til klodens fjerneste afkroge: Han sejler på tømmerflåde ned af Amazonfloden, opsøger tibetanske munke i Himalaya, de sidste rester af kannibaler på Ny Guinea, beduiner i Sahara, stammefolk i Afrika, vagter i diktaturstaten Nordkorea og gangstere og massemordere
i Sydamerika.
Hans bøger er en skøn blanding af smukke fotos og vanvittige historier. Men vigtigst af alt: der er så mange budskaber, at hans ord og holdninger bliver hængende i tankerne længe efter.
Jesper Grønkjær ved, hvad der sker, når man møder verden med smil, fremfor med skepsis. Han bliver kaldt Smilets Ambassadør, og når du har hørt hans beretning, så vil du vide hvorfor!
Per Vers rapper og fortæller på Gasværket
Per Vers er en dansk rapkunstner, forfatter og performer. Ud over sin solokarriere har Per Vers været en del af gruppen Sund Fornuft ligesom han, sammen med Per Helge Sørensen og Peter Dyreborg, medvirker i teaterforestillingen Det Store Skuffejern.
Senest har han udgivet digtsamlingen og albummet Sidste omgang, hvor han samarbejdede med Benny Andersen, lige inden digteren døde.
Per Vers var den første vinder af MC´s Fight Night, en freestyle-rap-battle-turnering, hvor han vandt i både 2000 og 2001. Han trak sig ubesejret tilbage, men har senere fungeret som dommer i samme konkurrence. Ifølge eget udsagn gav de to titler nogle muligheder, ”hvilket var med til at etablere mig som et navn”.
I løbet af de sidste 20 år, har han arbejdet sammen med mange forskellige musikere samt udgivet 10 soloalbums.
Per Vers er ikke længere aktiv som battle-rapper, men optræder stadig som freestyler, dog ”på mere kreativ facon”, hvor han modtager inputs fra publikum, som der rappes over. Vi håber på at opleve lidt af hvert, af alt det Per Vers kan, på Vinterstemmer.
Berggren Kvartet vender tilbage
Dagen starter med Jazzbrunch, hvor Berggren Kvartet står for jazz´en. Vi husker bandet fra sidste år, men i år er besætningen udvidet med Stine Bergsø, og orkestret har skiftet navn, men musikken er den samme behagelige melodiske bløde jazz.
Besætning: Stine Bergsø, vokal. Johannes Berggren, piano. Poul Nyholm, bas. Ulrik Rasmussen, trommer.
Kiosk forener musik og poesi
Kiosk er et Aarhus-baseret band, der laver original audiopoesi. Bandet forener musik og poesi på en underfundig, tilgængelig og ærlig måde – altid lige i øjenhøjde.
Det musikalske univers er inspireret af jazz, latin og pop. I 2020 udgav de albummet ”Tæt nok på” som bl.a. blev ”Ugens Album” på P8 Jazz og i 2023 udgives opfølgeren ”Drift”.
Kiosk består af Anders Boye Knudsen, Maj Ørskov, Rasmus Hvelplund, Andreas Ohrt og Severin Perch Kibæk.
Molde med intens tilstedeværelse
Århusianske Molde er et godt bud på et nyt dansk rootsnavn, man skal lægge mærke til. Tænk ”Alison Krauss møder Alberte”. Smægtende akkorder og veltunede korstemmer med bluegrass vibes fra the Appalachian mountains tilsat poetiske danske tekster inspireret af den nordiske natur og hverdagslivets
sanselighed.
Når Molde går på scenen, er deres energi og ubetingede tilstedeværelse så overbevisende og intens, at det er umuligt ikke at lade sig rive med og føle musikkens energi forplante sig i krop og sjæl.
Initiativtager til Molde og sanger og komponist til de fleste af orkestrets numre er Maria Molde, som bor på Skovbakkevej i Brabrand. Molde har tidligere spillet flere gange i lokalområdet.
Jazzbrunch og koncerten med Molde kræver billet. Førstnævnte arrangement er udsolgt, mens der stadig er billetter til koncerten med Molde. Til de øvrige arrangementer er der fri entré. Du kan se hele programmet via dette link, hvor du også finder info om billetpriser og bestilling.