Det blev endnu en sprudlende, boblende og sprælsk lørdag i Det Gamle Gasværk. Musik- og litteraturfestivalen VinterStemmer havde igen masser at byde på for et stort og bredt publikum dagen og aftenen igennem. Her får du en stribe snapshots fra festivalen.
”Jeg bilder mig selv ind, at jeg ved, hvor jeg skal hen. Men det passer slet ikke!”
Forfatter og geolog Keld Conradsen åbnede porten helt op for skribentens værksted og fortalte om arbejdsmetoder og tanker bag bogen ”Byen og Havet”, der sidste år gav ham DR Romanprisen.
Romanen sender læserne på en tankerejse gennem tre årtier af Aarhus’ historie, og Keld Conradsen tog på lørdagens VinterStemmer også tilhørerne med rundt i byen og fortalte om sine mange overvejelser bag bogens tilblivelse – hvoraf nogle af dem undervejs blev overhalet af skriveprocessen.
Der var stuvende fuldt hus i Gasværkets store sal til Keld Conradsens oplæg, og det blev der ved med at være, da forfatterkollegerne Søren Jessen og Stine Askov senere overtog scenen.
Med vidt forskellige virkemidler holdt de publikum i deres hule hånd og delte generøst ud af både uddrag af deres bøger og af tankerne før, under og efter de blev til.
Næsten endnu mere intens var stemningen, da Andrea Haisley fra Gellerup Bibliotek læste op til ordbanko. De mange deltagere i salen lyttede intenst til den fortalte historie, mens de samtidig forsøgte at holde styr på pladerne foran dem – og banko-råbene var præcis lige så dedikerede, som de formentlig har været gennem årene ude i forsamlingshusene.
Ordbanko er for alvor kommet til 8220 Brabrand.
Stående klapsalver
Ind i mellem havde baren travlt med at skænke både kaffe og fadøl, og det blev både oppe og nede til mange af de samtaler, der er en del af fornøjelsen ved at bo i et lokalsamfund som Brabrand.
Musikerne i Frequens overtog sidst på eftermiddagen scenen og høstede stor anerkendelse for deres velspillede fusionsmusik. Og efter at Henriettes Livretter havde budt på lækker karrygryde lykkedes det de tre medlemmer af Twang at skrue temperaturen endnu en tand i vejret med deres både humoristiske og intense koncert.
Både lavmælt og sprælsk tog de tilhørerne med rundt i deres musikalske univers, der især trækker på den amerikanske musiktradition – og VinterStemmer blev rundet af med stående klapsalver til trioen – og til de mange frivillige, som endnu en gang formåede at skabe en dejlig lang dag med mange forskellige kulturoplevelser.
Dann Phaff fra Gasværkets bestyrelse rundede det hele af med at læse et digt op, han dagen igennem havde skrevet med inspiration fra det lange program. Det får du lige her – som endnu en sammenfatning af dagen.
Brabrand digt
Det Gamle Gasværk
De gamles Gasværk
De vamles lastværk
De samles i hastværk
Gas
Småfisene
Når gassen går af ballonen
På det gamle Gas-værk
Et værk
Er digert værk
En kæmpe opgave
Sted til værk
VÆRKSTED
Sted til gas
Gasværk
Det Gamle Gasværk
Med plads til
Svensk jazz med Berggren
Ved en sø, ekdahl (ikke dal)
Plotfokuserede romaner
Slipper handlingen løs og ser hvad der sker
Vi har sat hjerter i brand
i Brabrand
En mand uden hustru er intet
Et menneske uden litteratur er tomt
en bydel uden kulturhus er fattig
Brabrand er tæt på nøjsomhed
Du kan ikke få classic her
virkeligheden er en del af fiktionen
eller er det omvendt
Det Gamle Gasværk skal mere ud og blande sig med de unge
Og så er der banko!
Men hvorfor brændte du dit hus ned?
Mine fødder de lugter eller er der bare blomkål?
Ryst posen og nyd musikken
Instrumentalt – på dansk
Fusion og vision
Fotokunst
kunst med ord
Lyd der sætter ord
Musik der rører
Musik
Boing
Bump
splash
Twang
Folk til folket
Broke back mountain
Tak Kurt spil for helvede
Det Gamle Gasværk
Tak for i aften